Gå til indhold

5 regionale centre skal hjælpe patienter med komplekse symptomer

Frem til udgangen af 2019 opretter regionerne et tværfagligt center for såkaldt funktionelle lidelser i hver region.

Kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi eller irritabel tyktarm. Nu styrker regionerne indsatsen overfor en gruppe af patienter, som har til fælles at have komplekse symptomer og lidelser – også kaldes funktionelle lidelser ifølge Sundhedsstyrelsen.

Et tværfagligt center i hver region skal tilbyde specialiseret, individuel behandling. Region Hovedstaden og Midtjylland har allerede oprettet deres centre.

Rammer hver 10. dansker

Undersøgelser viser, at mindst hver tiende dansker er ramt af en såkaldt funktionel lidelse som f. eks. fibromyalgi eller kronisk piskesmæld. Regionerne ønsker at gøre mere for at hjælpe denne gruppe af patienter ud fra den enkelte patients sygdom og symptomer.

Det sker nu med etableringen af de nye centre, hvor de sværest ramte patienter er målgruppen. Det følger Sundhedsstyrelsen anbefalinger om specialiseret udredning og behandling i sygehusregi til de sværest ramte patienter, som udgør ca. fem procent af patienterne.

Sikrer den bedste behandling

- Målet er at opbygge stærke faglige miljøer, der skaber de bedste behandlingstilbud for den enkelte patient, som har komplekse symptomer og lidelser, siger Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner og fortsætter:

- Ved at samle eksperterne i fem regionale centre, undgår patienterne at blive sendt fra den ene undersøgelse til den anden og fra afdeling til afdeling på grund af deres komplekse sygdomsbillede. I stedet får de én indgang til det specialiserede sundhedsvæsen og en individualiseret behandling. 

Hver patient får tilknyttet en patientansvarlig læge, som sikrer sammenhæng i udrednings- og behandlingsforløbet. At samle eksperterne i centre åbner mulighed for at følge med i den nyeste forskning og udvikle nye behandlingsmetoder på tværs af fagligheder. 

Centrene skal rådgive kommuner

For at sikre, at patienter med funktionelle lidelser i let eller moderat grad også får den rette hjælp, skal centrene rådgive kommuner samt praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter eller psykologer fra praksissektoren, så de er rustet til at forebygge, udrede, behandle og genoptræne.

Samtidigt er det vigtigt, at alle kommuner opbygger tilbud om rehabilitering, genoptræning og forebyggelse, som patienterne kan blive henvist til.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Jakob Schelde Holde, seniorkonsulent
Center for Sundhed og Sociale indsatser
M: 2240 6202
E: jsh@regioner.dk

Anne Mette EhlersPresserådgiver
Kommunikation
M: 91 16 73 99
E: ame@regioner.dk