Indlæg af Anders Kühnau, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd bragt i Jyllands-Posten d. 15. september 2018.

Der mangler praktiserende læger, lød det for nylig i Jyllands-Posten. Og det er fuldstændig rigtigt, at presset på almen praksis aldrig har været større. Men det er ikke nødvendigvis læger, der mangler. Blev man bedre til at ansætte sygeplejersker og andet sundhedspersonale i almen praksis, kunne alle danskere få en praktiserende læge.
Det kan de desværre ikke i dag. I nogle kommuner er det tæt på umuligt at få en læge, hvis man flytter til byen. Det er selvfølgelig fuldstændig uholdbart. Det er afgørende for den enkelte at kunne gå til sin praktiserende læge, når symptomerne melder sig og ved kronisk sygdom. Derfor skal vi også have løst problemet. Det gør man klogest og mest effektivt ved at ansætte flere medarbejdere i form af sygeplejersker og andet sundhedspersonale i almen praksis. På den måde bruger vi de kompetencer, der står til rådighed, hvor de giver mest værdi for patienterne.

Det har man allerede set potentialet i mange steder. Blandt andet har man i nogle lægepraksisser – og netop på grund af ønsket om at kunne varetage undersøgelse, kontrol og behandling af mange flere borgere – ansat flere sygeplejersker. De står eksempelvis for den indledende konsultation, opfølgende kontroller af patienter med sygdomme som diabetes og KOL og for forebyggende helbredsundersøgelser. Patienten er i gode hænder, og samtidig får lægen bedre tid til de patienter, som har mere komplekse sygdomme og problemer.

Patienttallet pr. læge kan hæves

En opgørelse fra Praktiserende Lægers Organisation viste for nylig, at 70 pct. af alle lægepraksisser har lukket for tilgang af nye patienter. I dag har lægerne lov til at sige nej til nye patienter, når de har flere end 1.600 patienter. I gennemsnit har hver praktiserende læge 1.643 patienter. Det er rekordmange, men det er ikke nødvendigvis for mange.
I lande som Sverige og Holland har almen praksis langt flere patienter tilknyttet. Uden at der er mere pres på. Det skyldes bl.a., at de er bedre til at bruge andet praksispersonale. Hvis almen praksis udnyttede mulighederne, kunne de hæve patienttallet til 2000 pr. læge. Og dermed kunne de stort set alle åbne for nye patienter.

Det er der, vi skal hen. Lige nu er flere opgaver på vej fra sygehusene ud i almen praksis, befolkningen bliver ældre, og flere danskere har kroniske sygdomme. Det giver alt sammen nye opgaver, og det er selvfølgelig ikke de praktiserende læger, der kan eller skal løse dem selv. Eksempelvis har sygeplejerskerne forudsætningerne for at kunne varetage nye opgaver med at opspore og lave kontrolforløb for patienter med diabetes og KOL. De kan også være med til at sikre sammenhængende forløb og samarbejde med hjemmesygeplejen, og dermed bidrage til at forebygge sygdom og indlæggelser. Alle disse nye funktioner taler også ind i behovet for at nogle sygeplejersker i almen praksis tilbydes den nye specialuddannelse i borgernær sundhed, hvilket vil give endnu flere muligheder.

Almen praksis skal være et team

Derfor løses opgaverne bedst i et team af behandlere og sundhedspersonale. Og derfor er der også afsat øremærkede penge til at udvide bemandingen med sygeplejersker og andet personale i de praktiserende lægers seneste overenskomst med Danske Regioner. Det samme er der lagt op til med regeringens plan for fremtidens almen praksis. Her er målet, at der skal være 50 pct. mere praksispersonale, og at 90 pct. af lægerne skal arbejde i flermandspraksis – begge dele i 2030. Vi skal altså væk fra at tænke almen praksis som en enmandshær – det skal være et team. Der er penge til det, og sygeplejerskerne er klar – lad os sammen arbejde for at alle danskere kan tilknyttes en fast praktiserende læge, som har et tæt samarbejde med sygeplejersker og andet klinikpersonale.