Gå til indhold

80 kroner for cigaretter gør forskellen på liv og død

Hver dag begynder 40 unge at ryge. Hvert år dør 13.600 danskere af rygning. Ingen børn drømmer om et liv med alvorlig sygdom og tidlig død. Derfor bør prisen på en pakke cigaretter fordobles til 80 kroner, mener Stephanie Lose, formand i Danske Regioner.

Debatindlæg af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner . Indlægget er bragt i Berlingske Tidende den 20. april 2019.

En markant prisforhøjelse til 80 kroner vil med ét slag nedbringe antallet af børn og unge, der starter med at ryge. Gør vi det ikke nu, vil vores unge i Danmark, som fortsætter med at ryge, ifølge statistikken leve ti år kortere end deres ikke-rygende venner. Og de skal bruge mange år på at være syge.

Mere end Langelands befolkning 

Lad os få fakta på bordet. Hver dag begynder 40 unge at ryge. Det er halvanden skoleklasse hver dag året rundt. Hvert år dør 13.600 danskere af rygning. Det er mere end Langelands befolkning år efter år.

Prisreguleringer fører til adfærdsændringer. Det ved vi fra Norge, hvor man hævet priserne med 220 procent siden 1990. I dag ryger kun 3 procent af de 16-24-årige dagligt i Norge. Før prisreguleringen var tallet 29 procent. Kigger vi på Danmark, trækker 15,6 procent af de unge hver dag giftig cigaretrøg ned i lungerne.

Tobaksindustrien påvirker de unge

Men er rygning ikke de unges frie valg? Nej! - Tobaksindustrien bruger store summer på at påvirke netop de unge. Vi kommer heller ikke uden om, at rygning er stærkt vanedannende på grund af de afhængighedsskabende stoffer, blandt andet nikotin.

Og jo før, du begynder at ryge, jo større er risikoen for, at du bliver ved og på sigt bliver storryger. Så når de unge først er “kunder i butikken”, er de gode kunder. Tre ud af fire vil gerne holde op med at ryge. Giver det så overhovedet mening at tale om det frie valg for de unge? Selvfølgelig ikke.

Grænsehandel er verdens dårligste undskyldning

Det har også været fremme i debatten, at det er et vigtigere hensyn, at den illegale handel af cigaretter ikke stiger. For mig handler det om at redde menneskeliv. Ulovlig handel må bekæmpes med skærpet kontrol. Øget grænsehandel er verdens dårligste undskyldning for ikke at hjælpe vores unge til et liv uden røg – et meget bedre liv.

Danmark, vi kan ikke længere lade stå til. Folketinget må hurtigst muligt beslutte en markant prisstigning på cigaretter. Lyt til regionerne. Vi siger, som alle ved, 80 kr.

I morgen er der 40 nye unge rygere

 Hver dag tæller, for i morgen er der igen 40 unge, der tænder den første smøg. Det må stoppe. Politikerne må tage ansvar nu i stedet for at sidde på hænderne. Det vil være en afgørende milepæl for sundheden i Danmark. Det vil fortjene fejring og kan indskrive sig i historiebøgerne som et af vigtigste tiltag for folkesundheden siden kloakeringen og rent drikkevand. Lad os starte det nye kapitel nu - for de unge skyld.

Figurer med cigaretter i munden