Norge kan ikke danne forbillede for dansk sundhedsreform
Det er naturligt, at vi blandt andet kigger til Norge, når vi skal finde inspiration, og når vi skal vurdere, om vi har et effektivt og velfungerende sundhedsvæsen. Men vi skal ikke organisere os som i Norge, skriver Stephanie Lose, formanden for Danske Regioner.
Af Stephanie Lose, formand i Danske Regioner. Bragt i Kristelig Dagblad d. 8. januar 2019.
Vi har meget tilfælles med Norge – vejret, kultur og en velfungerende offentlig sektor. Det er derfor også naturligt, at vi blandt andet kigger til Norge, når vi skal finde inspiration, og når vi skal vurdere, om vi har et effektivt og velfungerende sundhedsvæsen. Norge har da også flere gange i debatten om sundhedsreformen været nævnt som mulig inspirationskilde.
I Norge er sygehusvæsenet statsligt – hvilket åbenbart tiltaler nogle af partierne i Danmark. Siden 2002 har staten (Stortinget og regeringen) haft ansvaret for økonomi, kvalitetsudvikling og organisering af sygehusvæsenet med selve driftsansvaret placeret i fire administrative helseforetak, der hver ledes af en professionel bestyrelse med erhvervsfolk og faglige eksperter.
Løkke får sværere ved at vinde på sundhedsreform
Lyder det godt? Ja, det kommer vel an på, om det fungerer. Hensigten bag det statslige norske sundhedsvæsen lyder nok bekendt. Det var nemlig at sikre mere geografisk ensartethed i behandlingen samt at sikre en klar ansvarsfordeling og bedre styring. Dog kan man i dag se, at de geografiske forskelle ikke er blevet mindre, og at ansvaret ikke er blevet tydeligere med de mange beslutningsniveauer, som præger det norske sundhedsvæsen.
Det er klart, at det virker tillokkende for nogle af politikerne på Christiansborg at få samlet det politiske ansvar hos staten. For så bliver det vel nemmere at styre? Men sådan hænger det ikke sammen.
En forskningsrapport fra 2015 har sammenlignet det statslige sundhedsvæsen i Norge med det regionale sundhedsvæsen i Danmark. Den konkluderer, at der har været en stærkere statslig planlægning og styring af sundhedsvæsenet i Danmark end i Norge.
Forklaringen i rapporten er, at regionerne forhandler en årlig økonomiaftale med regeringen. En aftale, der holder regionerne fast på at holde budgettet og leverer bedre resultater år for år. Og det lykkes år for år! Dertil kommer, at man i Danmark er lykkedes med at gennemføre en omfattende sammenhængende sygehus- og specialeplan på tværs af landet. Og det er vist bredt anerkendt, at det ikke havde kunne lade sig gøre uden regionerne til at tage debatten med borgerne lokalt og stå på mål – også for de svære beslutninger.
Kritik af norsk økonomistyring
Da man i Norge indførte det statslige sundhedsvæsen, steg udgifterne drastisk, og først efter adskillige år fik man styr på økonomien. Det har medført kritik af økonomistyringen fra den norske rigsrevision. I kritikken blev det fremhævet, at forventninger om tillægsbevillinger har medført svigtende incitamenter for at overholde budgetterne.
I dag kan vi stadig se, at nordmændene bruger væsentlig flere penge på sundhed end Danmark. Ifølge OECD var de offentlige sundhedsudgifter i 2016 på 5000 dollars pr. indbygger i Norge, mens de i Danmark lå på 3900 dollars. Det vil sige at, at sundhedsudgifterne i Danmark, ifølge den måde OECD opgør det på, skulle være mere end 50 milliarder kroner højere for at være på niveau med Norge.
Det nære, norske sundhedsvæsen er smuldret
Og så er der jo demokratiet. I Norge har man, for ikke at drukne Stortinget i enkeltsager, skabt en ”armslængde” mellem regering og de regionale Helseforetak-bestyrelser. Dette har dog i mange tilfælde været under gevaldigt pres. Det norske storting og skiftende sundhedsministre har flere gange måttet blande sig og omgøre beslutninger om for eksempel sygehuslukninger på grund af pres fra befolkningen.
Sundhedsvæsenet i Norge mangler således et direkte folkevalgt niveau, der som i Danmark kan sikre inddragelse og debat regionalt. Og som i sidste ende skaber stabilitet og åbenhed om de politiske beslutninger.
Vi har meget tilfælles med Norge, herunder den grundlæggende tro på demokrati som styreform. Jeg tror bestemt, der er meget, vi kan lære af Norge. Men det bør ikke være Norges organisering af sundhedsvæsenet, der skal danne forbillede for en kommende dansk sundhedsreform. Derimod bør vi bygge på dét, der fungerer: et regionalt demokratisk niveau, der sikrer resultater, sikker drift, inddragelse af borgerne og et sundhedsvæsen i fortsat udvikling.