Ja, demokrati er meget mere end valg hvert fjerde år
Det er ikke demokrati, når lokale og regionale beslutninger skal træffes af bestyrelser, der er udpeget fra statsligt hold, skriver Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.
Debatindlæg af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Bragt i Jyllands-Posten den 15. marts 2019.
De aktuelle forhandlinger om regeringens udspil til en sundhedsreform har rykket sundhedsvæsenet tættere på en fremtid med flere beslutningsniveauer, færre direkte folkevalgte og en uklar ansvarsplacering, som ganske givet vil betyde, at aben kan flyttes rundt i det uendelige, indtil ansvaret er helt forduftet i en “Bermuda-trekant” mellem statsligt udpegede sundhedsforvaltningsbestyrelser, sundhedsfællesskaber, kommuner, en statslig national bestyrelse, folketingsmedlemmer og regering.
Udspillet til en reform vil afskaffe regionsrådene og omdanne strukturen for sundhedsvæsenet i Danmark. Netop en omfattende strukturændring er en væsentlig årsag til, at reformen møder stor modstand i sundhedsvæsenet. Der er stort set enighed om det øvrige indhold.
Men der findes ikke et omstruktureringsfix, som med et snuptag letter hverdagen for sundhedspersonalet eller sikrer patienterne større sammenhæng i deres forløb.
Der er i reformen mange gode initiativer. Men der er ingen saglig sammenhæng mellem sundhedsvæsenets udfordringer og regeringens forslag om at ændre på strukturen.
Forvaltninger og bestyrelser med udpegede embedsmænd introduceres i reformudspillet på bekostning af folkevalgte politikere. Finansministeren sagde i den forbindelse for nylig til Jyllands-Posten, at demokrati er mere end at stemme hvert fjerde år. Den udlægning er jeg enig med finansministeren i.
For mig er essensen i det regionale demokrati åbenhed, dialog og ansvar. Vi er åbne om de politiske beslutninger og de prioriteringer, regionsrådene foretager. Dagsordenerne er tilgængelige, og møderne er åbne og transmitteres.
I regionens politiske udvalg behandles mange sager, der vedrører sundhedsvæsnet – stort som småt. Vi inviterer til dialog i forhold til de konkrete beslutninger – det kan være borgere eller patientgrupper, medarbejdere eller samarbejdspartnere. Borgermøder, brugerpaneler, høringsdebatter og samskabelse – listen er lang.ter og samskabelse – listen er lang.
Sidst, men ikke mindst, så står vi til ansvar. Ikke bare hvert fjerde år, når vi er på valg, men vi debatterer og står på mål i den lokale presse og over for vores borgere i hele valgperioden. Det regionale demokrati er levende.
For mig er der ikke tale om demokrati, hvis lukkede bestyrelser udpeget af Sundhedsministeriet og Finansministeriet i fremtiden skal styre vores sundhedsvæsen.
Det er heller ikke demokrati, som vi forstår det i Danmark, når lokale og regionale beslutninger skal træffes af bestyrelser, der er udpeget fra statsligt hold – med begrænset mulighed for at kende og forstå de lokale og regionale forhold.
Vi i regionerne har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Reformudspillet adresserer flere indsatsområder, som vi er helt enige i, at vi skal styrke. Lægedækningen i yderområderne er et voksende problem trods igangværende initiativer på området.
At øge antallet af pladser på sygeplejerskestudiet er et tiltag, vi hilser velkomment. Og vi har mange gode bud på en øget sammenhæng i sundhedsvæsenet for især dem med flere sygdomme, borgere med psykisk sygdom og de ældre patienter.
Men bliver sundhedsreformen til virkelighed, vil det efterlade Danmark med et sundhedsvæsen, der er vendt på hovedet og med en struktur, der fremmer embedsmandsvælde og centralisering. Reformens gode sundhedspolitiske indhold bør fremmes inden for den nuværende struktur, så vi undgår bureaukratiet og bevarer demokratiet.
