Gå til indhold

Lighed i sundhed

Ikke mere snak - kun handling kan sikre mere lighed i sundhed

Kampen mod ulighed i sundhed skal op i gear, og der er brug for en bred indsats. Det handler både om den behandling, vi giver i sundhedsvæsenet og en styrket forebyggelse. Og så skal der handles, mener Stephanie Lose og Ulla Astman.

Af Stephanie Lose (V) og Ulla Astman (S), henholdsvis formand og næstformand, Danske Regioner. Bragt i Jyllands-Posten d. 7. november 2019.

Sidste år kom der i Danmark 61.476 børn til verden. De har sat deres små ben i et samfund, som på mange områder er et af verdens mest lige. De vokser op med samme adgang til daginstitutioner, uddannelse og sundhedsvæsen. Den slags er med til lægge kimen til gode liv, men de er langt fra ens, når det kommer til sundhed.

For selv om vi på hospitalerne de seneste år er lykkedes med at nedbringe hjertedødeligheden og kræftoverlevelsen stiger, så står vi som samfund overfor en sundhedsudfordring, som vi bliver nødt til at forholde os meget mere til.

Det handler om ulighed i sundhed. Det lyder abstrakt, men er i virkeligheden meget konkret. Lad os tage udgangspunkt i to af de børn, der blev født i Danmark sidste år - William og Mathilde. Mathilde vokser op i Lyngby-Taarbæk, og efter folkeskolen og ungdomsuddannelsen tager hun en længerevarende uddannelse og får sig et job. William vokser op i Halsnæs, og trods lokale uddannelsesmuligheder så får William aldrig en ungdomsuddannelse, men arbejder allerede fra 16-årsalderen som ufaglært i forskellige job, der modsat Mathildes indeholder tunge løft og skæve arbejdstider.

Alene på baggrund af den korte beskrivelse af de to vil vi rent statistisk kunne regne med, at William får et mere sygdomsplaget liv end Mathilde. Kroniske sygdomme som diabetes, KOL, hjerteproblemer eller psykiske lidelser som angst og depression vil formentlig gøre ham følgeskab på et tidspunkt i livet. Faktisk er der stor sandsynlighed for, at han lever 10 år kortere end Mathilde.

Det skyldes ikke alene de to børns opvækst, deres uddannelse, deres sociale netværk eller deres job – men det skyldes et komplekst miks af det hele. Det er forskellige livsvilkår, som vi ved også påvirker både vaner og ikke mindst uvaner, når det kommer til cigaretter, alkohol, manglende motion og usund kost.

Samlet set er det det, vi kalder ulighed i sundhed.

Uddannelse, job og indkomst har desuden betydning for, hvor man bor. Derfor kan vi i Danmark også aflæse uligheden i sundhed geografisk. Der findes byer med få kilometers afstand, men med store forskelle i levetid og sundhed. I Lyngby-Taarbæk har 2,4 procent af borgerne lungesygdommen KOL. I Halsnæs er andelen 6,6 procent. I Lyngby-Taarbæk har fire procent diabetes. I Halsnæs er andelen næsten dobbelt så stor.

 

 

Men det behøver jo ikke at være sådan. Det skal ikke være sådan.

I regionerne har vi udpeget kampen for mere lighed i sundhed som en af vores absolut vigtigste politiske dagsordner, og det er en indsats, som skal være med til at tage vores sundhedspolitik i en ny retning. Helt overordnet handler indsatsen om tre områder: Vi skal styrke forebyggelsen, vi skal i sundhedsvæsenet i højere grad tilpasse behandlingen til patientens behov og så skal vi styrke den opsøgende og støttende indsats til udsatte borgere, så vi sikrer sundhed for alle.

De første 10 år af regionernes levetid er effektiviteten og kvaliteten blevet øget markant på de danske hospitaler. Det har resulteret i meget høj grad af specialisering, kvalitet og øget produktivitet. Vi har fået mere sundhed for pengene og gjort op med ventelister. Det er en enorm bedrift, som alle, der arbejder i sundhedsvæsenet, kan være stolte af.

Nu er tiden dog kommet til at sætte en ny og ambitiøs dagsorden, for udfordringerne med ulighed i sundhed kan ikke løses med effektivisering og standardisering. Vi må tage nye værktøjer og tilgange i brug. I stedet for, at diagnosen dikterer forløbet, skal vi se på borgerens samlede situation, behov og ressourcer. Vores tilgang skal være at behandle folk forskelligt for at give dem lige muligheder for at blive raske eller få det bedre.

Det betyder konkret, at to personer med diabetes skal have den samme høje kvalitet i behandlingen. Men deres forløb kan være helt forskellige. For nogen har brug for mere støtte til at håndtere deres sygdom og forløbet i sundhedsvæsenet end andre. I regionerne har vi et ansvar for at sikre, at det kursskifte bliver en realitet. Det bliver en vigtig opgave for alle lige fra regionsrådene til hospitalsledelser og medarbejdere. Hvis vi kan udvikle velegnede metoder til at måle, om udviklingen går i den rigtige retning, så skal vi følge udviklingen i ulighed i sundhed i for eksempel de nationale mål for sundhedsvæsenet.

I regionerne har vi også et særligt og vigtigt ansvar for at sikre, at vi tager hånd om socialt udsatte borgeres sundhedsbehov. Socialt udsatte med psykisk sygdom og misbrug dør i gennemsnit 19 år før alle andre, og det skyldes blandt andet, at de sjældent eller slet ikke opsøger sundhedsvæsenet. Derfor er der brug for en mere opsøgende indsats fra regionernes side, og vi vil arbejde for, at borgere, der bor på botilbud, tilbydes et sundhedstjek.

Den brede forebyggelsesindsats hænger uløseligt sammen med lighed i sundhed. Det er her, vi skal sætte ind og skrue op for ambitionerne, hvis vi skal bryde den systematiske og uretfærdige sammenhæng mellem sociale forhold og sundhed og sygdom.

En af de helt oplagte og nemme løsninger, som der omsider lyder til at være bred politisk vilje til, er at sætte prisen på en pakke cigaretter markant op. Fra regionernes side har vi tidligere foreslået 80 kroner, og vi kan se, at der tegner sig et flertal i Folketinget for en pris på 60 kroner, og det er da en start.

Det er et af de mest effektfulde redskaber, vi har. For en stor del af ulighed i sundhed skyldes netop rygning. Vi har et ansvar for at bruge de virkemidler, der ligger lige foran os, og forskning peger på, at højere priser også vil betyde, at personer med lav indkomst og udsatte vil holde op med at ryge.

Vi foreslår også, at der indføres en folkesundhedslov, der sikrer, at forebyggelse tænkes ind på tværs af alle politikker, velfærdsområder og på tværs af stat, regioner og kommuner. Det vil være et stærkt initiativ i forhold til at fremme brede forebyggelsestiltag, som er en af nøglerne til mere lighed i sundhed. I den forbindelse foreslår vi, at der også ses på mulighederne for at oprette fem nye folkesundhedscentre, der skal yde rådgivning og forskning i forebyggelse og bidrage med at bringe parter sammen i brede partnerskaber. I regionerne har vi i forvejen gode erfaringer fra vores forebyggelseslaboratorium.

Kampen mod ulighed i sundhed handler helt grundlæggende om, at vi som samfund skal tage de nødvendige skridt til at få gjort op med de uretfærdige forskelle, der deler vores land. I dag sætter vi uligheden under lup på Danske Regioners nye årlige konference ”Sundhed for alle”. Her samler vi politikere, sundhedspersonale, organisationer og eksperter – ikke for at diskutere hvor og om uligheden i sundhed findes, men for at diskutere løsninger. Vi skal have vendt en kompleks udvikling, og skal vi lykkedes med det, må alle os, der brænder for danskernes sundhed, stå sammen. Det skylder vi de mennesker, der oplever uligheden i sundhed og ikke mindst de kommende William’er.

tema

Ulighed i sundhed på dagsordenen

Sundhed og sygdom er skævt fordelt i Danmark. Det betyder fx, at en borger med kort uddannelse lever omkring 10 år kortere end en borger med en videregående uddannelse. Ulighed i sundhed er en af Danske Regioners vigtigste prioriteter.

debat

Målet er mere lighed i sundhed

Allerede når et barn bliver født, kan vi forudse, hvor længe han eller hun kommer til at leve. Bekæmpelse af den sociale ulighed i sundhed skal højere op på den politiske dagsorden, skriver Danske Regioners formand Stephanie Lose i et debatindlæg.

Relaterede nyheder

Læs mere