Gå til indhold

Færre elever søger ind på gymnasier i yderområderne

Antallet af unge, som søger optagelse på det almene gymnasium, er det samme i år som sidste år. Men tallene viser, at færre unge søger ind på yderområdernes gymnasier, som dermed trues på eksistensen. Det er helt afgørende for Danske Regioner, at unge i både land og by også fremover kan tage en ungdomsuddannelse i nærheden af, hvor de bor.

29.596. Så mange unge har i 2020 søgt ind på det almene gymnasium ved opgørelse af tallene 15. marts. Danske Regioner indhenter søgetal fra alle fem regioner, og den nye opgørelse viser, at det samlede antal ansøgere er på niveau med sidste år. Ser man på de enkelte regioner, dækker det dog over et fald i Region Syddanmark og i Region Sjælland, mens der er tale om en stigning i Region Hovedstaden.

- Når ansøgertallet falder i bestemte dele af landet, er det især kritisk for nogle af de mindre gymnasier i yderområderne. Det skal vi finde løsninger på, og i regionerne arbejder vi derfor målrettet på at fordele eleverne bedst muligt og finde lokale løsninger, så vi holder gang i alle uddannelsestilbud, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.

Udviklingen peger i samme retning som Danske Regioners prognose for de kommende ungdomsårgange. Den viser nemlig, at der vil være ca. 20.000 færre unge mellem 16-19 år i 2030. Det største fald vil være i Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark. Efter 2030 vil antallet af unge stige igen i alle regioner. Det betyder, at der er brug for at tænke langsigtet, når det gælder udbuddet af ungdomsuddannelser.

- Det er afgørende, at de unge også fremover har mulighed for at vælge et lokalt gymnasium eller en erhvervsskole i nærheden af, hvor de bor – også selvom det ikke er i en større by, siger Ulla Astman.

Behov for at tilpasse kapaciteten

I år har regionsrådene derfor indstillet til børne- og undervisningsministeren, at 23 almene gymnasier bliver pålagt et kapacitetsloft, så der bliver en grænse for, hvor mange elever de kan optage. Det sker for at sikre en bedre fordeling af eleverne mellem gymnasierne i hver region. Nogle af lofterne skal være med til at forhindre, at unge fremover skal rejse rigtig langt til et gymnasium. Andre vil medvirke til en bedre elevsammensætning på udvalgte gymnasier, så de unge ikke kun får klassekammerater, der ligner dem selv.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har netop besluttet at følge regionsrådenes indstilling om et kapacitetsloft på de 23 gymnasier, og det glæder Danske Regioner.

- Kapacitetslofter er et afgørende værktøj, hvis vi vil sikre en god fordeling af elever, og vi er derfor meget positive over for, at ministeren bakker op om dette. I regionerne har vi problemerne tæt inde på livet, og vi bidrager derfor også meget gerne til drøftelserne på Christiansborg, når der inden længe skal findes langsigtede løsninger på udfordringerne, siger Ulla Astman og understreger, at der er i de kommende år vil blive brug for at tilpasse kapaciteten endnu mere.

Regeringen har bebudet, at der snart indkaldes til forhandlinger om elevfordeling og kapacitet på de gymnasiale uddannelser. Forhandlingerne kommer bl.a. til at tage udgangspunkt i afrapporteringen fra en ekspertgruppe, som blev nedsat af den tidligere undervisningsminister. Ekspertgruppen kom med sine anbefalinger i februar, og den slår ligeledes fast, at der er udfordringer med elevsammensætningen og uddannelsesdækningen i bestemte områder af landet, og at disse problemer skal løses.

Tabel: Antallet af ansøgere til det almene gymnasium fordelt på regioner

Ansøgere pr.

15. marts

2019

2020

Ændring fra 2019 til 2020 (pct.)

Nordjylland

2.235

2.238

0,13

Midtjylland*

6.039

5.953

-1,42

Syddanmark**

5.989

5.805

-3,07

Sjælland

4.656

4.559

-2,08

Hovedstaden

10.623

11.041

3,93

Hele landet

29.542

29.596

0,18


*Ikke validerede tal

**Fra 2020 er Tørring Gymnasium flyttet fra et fordelingsudvalg i Region Midtjylland til Region Syddanmark. 112 har søgt Tørring Gymnasium i 2020.

Kontakt

Hvis du vil vide mere