Gå til indhold

Indkøb

Kvalitet for patienterne, klimakamp og ”Corona”-lager – Regionerne har ny indkøbsstrategi klar

Danske Regioner lancerer nu regionernes nye indkøbsstrategi frem mod 2025. Strategien skal sikre, at regionerne bliver endnu bedre til at købe de produkter, der har værdi for patienterne og gavner klimaet. Derudover skal der fremover være mindst seks måneders forbrug af kritiske værnemidler og testmaterialer på lager, når en epidemi rammer Danmark.

30 milliarder kroner. Så meget bruger regionerne på køb af varer og tjenesteydelser til blandt andet hospitalerne. Det er rigtigt mange penge, og hvordan regionerne bruger dem har stor betydning for både patienterne, klimaet og bundlinjen i sundhedsvæsenet.

Derfor lancerer Danske Regioner nu regionernes nye indkøbsstrategi for 2020-25. I strategien udpeger regionerne blandt andet 30 pilotindsatser, der skal gøre regionerne endnu bedre til at købe det, der giver mest værdi for patienterne. De succesfulde indsatser skal derefter bredes ud til hele landet.

Nogle af de produkter, der er lidt dyrere i indkøb, kan nemlig både give bedre behandling for patienterne og besparelser andre steder i det samlede patientforløb, lyder det fra Ulla Astman:

- Hver eneste patient i sundhedsvæsenet bliver mødt med produkter, vi har indkøbt. Hvad end det er et nyt knæimplantat, et drop i armen eller råvarerne til det varme måltid mad i hospitalssengen. Derfor er det afgørende, at vi køber det ind, der giver patienterne god og tryg behandling. For det er mange penge, vi køber ind for hvert år. Og selvom det kan blive lidt dyrere på kort sigt at købe mere bæredygtigt, så kan det også spare os for omkostningerne senere hen.

Seks måneders ”Corona-lager”

Derudover vil regionerne sikre, at der fremover er seks måneders løbende forbrug af kritiske værnemidler og testmaterialer på lager, når en epidemi rammer Danmark.

Lagret skal sikres via med længerevarende aftaler om garanterede køb med eksisterende udenlandske leverandører og aftaler med danske virksomheder, der starter ny produktion op.

- Da Corona-virussen pludselig ramte Danmark, var det med et omfang, ingen havde forudset. Det betød, at vi i sundhedsvæsenet pludselig stod i en situation, hvor beholdningen af værnemidler og testudstyr ikke var så stor, som vi kunne have ønsket os. Den situation skal vi undgå at havne i igen, siger Ulla Astman og fortsætter:

- Men selvom verdensmarkedet under Covid-19 har været præget af kaos og historisk stor konkurrence, lykkedes vi alligevel lynhurtigt med at finde nye veje og solide løsninger – blandt andet takket være et godt og tæt samarbejde med dansk erhvervsliv og de statslige myndigheder. Det er disse værdifulde erfaringer, vi bygger videre på med den nye strategi.

Flere klimavenlige indkøb

Den nye indkøbsstrategi afspejler, at regionerne også ønsker at bidrage til den grønne omstilling af Danmark. Derfor vil man stille flere miljøkrav til de virksomheder, der leverer produkterne – for eksempel om at nedbringe mængden af plastemballage. Det fortæller Ulla Astman:

- I regionerne bærer vi også et ansvar for klimaet, og vi er klar til at yde vores del for at løse udfordringerne. På indkøbsområdet slår vi derfor nu fast, at vi er mere end parate til at samarbejde med erhvervslivet om at købe langt flere bæredygtige produkter, der ikke belaster klimaet.

Den nye strategi indeholder også en målsætning om at spare en milliard kroner på indkøbsområdet frem mod 2025. Det skal blandt andet ske ved at gøre udbud billigere at gennemføre, bruge nye digitale løsninger og købe mere ind sammen.

- Kan vi finde en milliard ekstra, kan de penge bruges andre steder i sundhedsvæsenet. Men side om side med den målsætning ønsker vi også et bredere fokus på vores indkøb både af hensyn til patienterne, klimaet og den langsigtede bundlinje, afslutter Ulla Astman.

Præsentationen af den nye indkøbsstrategi sker op mod Danske Regioners generalforsamling fredag den 11. september 2020.

Du kan læse hele indkøbsstrategien her.