Regeringen bebudede før jul, at den ville igangsætte arbejdet med en national klimatilpasningsplan. Altså en plan for, hvordan Danmark skal håndtere de store vandmængder, som kommer som følge af klimaforandringerne.
I Holland har man en plan og en stærk struktur, som igennem mange år har vist sig effektiv i forhold til at håndtere store vandmængder.
Torsdag den 11. februar havde danskerne mulighed for at lære af hollænderne på konferencen ”Vandet kommer”, som Danske Regioner, Concito, DI Infrastruktur og Den Hollandske Ambassade stod bag.
Og dagen viste, at hollændernes effektive klimatilpasning i høj grad skyldes et klart og langsigtet mål, fleksibilitet i forhold til nye situationer, gode finansieringsmodeller og et stærkt samarbejde på tværs af mange parter.
- De hollandske erfaringer viser, at den enkelte grundejer eller den enkelte kommune ikke kan klare denne opgave alene. Den kræver et tæt samarbejde og partnerskab mellem alle aktører og en robust organisering, der følger vandets geografi, siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.
Oplæg til sammenhængende indsats
Holland er inddelt i 21 vandråd, som laver vandplaner og varetager klimasikringen inden for deres område. Bestyrelserne består af repræsentanter fra både offentlige myndigheder, private virksomheder, foreninger og borgere fra lokalområdet. Holland har desuden regionale vandmyndigheder.
Stephanie Lose ser frem til at bruge de hollandske pointer i arbejdet med den danske klimatilpasningsplan.
- Vi er i Danske Regioner kommet med vores eget oplæg til, hvordan vi som regioner kan gøre vores til at skabe en sammenhængende indsats i klimatilpasningen. En indsats der kan tilgodese hele landet på tværs af land og by – og vi er parat til at tage handsken op for at styrke fælles indsatser og vidensdeling på tværs, siger hun.
Miljøminister Lea Wermelin kvitterede på konferencen for regionernes input og fortalte om det arbejde, som regeringen har sat i gang for at få en national klimatilpasningsplan. Udgangspunktet her vil ligeledes være hele vandsystemer fra kilde til kyst – i et tæt samarbejde på tværs af myndigheder, sektorer og eksperter.
Læs Danske Regioners oplæg til klimatilpasning herunder.