Gå til indhold

sundhed

17 bud på bedre og mere effektivt medicinforbrug

Forbruget af medicin stiger, udgifterne stiger og corona-krisen har vist, at leverancerne kan svigte. Danske Regioners bestyrelse har derfor netop vedtaget, at arbejde videre med 17 forslag på medicin-området. Målet er at sikre bedre kvalitet og forsyningssikkerhed.

 

Forrige år steg vores samlede forbrug af medicin med 4,1 procent, og det er den største stigning, regionerne har oplevet siden 2010. Særligt ældre får ordineret mere medicin end tidligere.

- Vi vil gerne sikre, at danskerne får medicin, når det giver dem øget livskvalitet. Medicin redder og forlænger liv hver dag, men større doser og flere medikamenter i længere tid er ikke altid den bedste løsning, siger Karin Friis Bach, sundhedsudvalgsformand i Danske Regioner. Hun peger bl.a. på, at samspillet mellem forskellige præparater kan være uheldig, så effekten udebliver og giver ekstra bivirkninger.

- Når større og større mængder medicin hverken gavner patientens velbefindende eller samfundets pengepung, så er der grund til at kaste et kritisk blik på vores store forbrug, tilføjer Karin Friis Bach.

Med forslagene sætter Danske Regioner især fokus på dén medicin, som de praktiserende læger udskriver. Det sker efter at regionerne i mange år har haft blikket rettet mod den medicin, der bliver udskrevet på hospitalerne.

Regionernes tilskud til den medicin, som folk købte på apotekerne, steg i 2019 med 330 mio. kr, og sidste år var stigningen 275 mio. kr.

 

Blandt forslagene til bedre økonomi og mere kvalitet:

  • Regionerne skal have mere fokus på, at lægerne kan have brug for rådgivning, når patienter får ordineret megen medicin. Rådgivningen kan fx komme fra farmakologer på hospitalerne, der kan hjælpe med at gennemgå udvalgte patienters samlede medicinforbrug, når forbruget er højt. 
  • Krav om at producenterne indfører mindre pakke-størrelser, for at undgå medin- og pengespild, når patienter har brug for færre piller, end pakker kan indeholde i dag.
  • Tilskudssystemet skal justeres, så patienterne kan vælge, at deres egenbetaling for apoteksmedicin fordeles jævnt i rater over et år i stedet for som nu, hvor udgifterne kan være voldsomt store i starten af en ny tilskudsperiode.
  • Voldsomme prisstigninger skal undgås. Priserne på apoteksmedicin stiger af og til meget pludseligt. Patienterne bliver overraskede, og har ikke altid råd til nødvendig medicin. De voldsomme prisstigninger kan stoppes ved, at myndighederne fastlægger et loft for prisstigninger.
  • Bedre dialog med producenter, så de varsler i god tid, før der opstår mangel på medicin.
  • Større medicinindkøb kan give bedre priser og større forsyningssikkerhed. Vi kan købe større ind og opnå fordele ved at samarbejde med andre lande om indkøb af medicin. Regionernes fælles indkøbsorganisation, Amgros, skal derfor undersøge muligheden for at indgå flere fælles indkøbsaftaler med andre lande, ligesom man de seneste år har samarbejdet med Norge og Island om fælles udbud.

 

Læs mere:

Kontakt

Hvis du vil vide mere