Gå til indhold

Akutmodtagelse

72 procent af de akutte patienter er tilfredse, men ventetid opleves som lang

De ansatte på landets akutmodtagelser og akutklinikker er imødekommende, men en fjerdedel af patienterne mener, at der er for lang ventetid.

Det er nogle af resultaterne af de svar, som 5.885 adspurgte akutte patienter har givet i regionernes seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed, LUP Akut.

En brækket fod, en blodprop eller en svær depression. Når ulykken sker, eller vi rammes af sygdom, står regionernes akutte sundhedsvæsen klar til at tage hånd om os.

Overordnet set svarer 72 procent af de adspurgte patienter, at de i høj eller meget høj grad er tilfredse med behandlingen. Især er der mange, der mener, at de ansatte er venlige og imødekomne.

- Det vidner om et stort engagement fra personalets side i løbet af en travl arbejdsdag, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman. Hun peger dog samtidig på, at en del patienter mener, at ventetiden er for lang.

Hurtigst hjælp til alvorligt tilskadekomne

Forrige år var der over 1,8 mio. akutte patientforløb i sundhedsvæsenet. Travlhed på akutafdelingerne kan give ventetid og spille ind på patient-tilfredsheden, der er lavere på akutmodtagelser end ved fx planlagte besøg.

- Ventetiden på akutmodtagelser kan opleves lang, og det tager vi alvorligt. Naturligvis får man hurtig hjælp, hvis man fx har været ude for en alvorlig ulykke. Det kan betyde, at andre må vente, hvis der fx er pres på en lørdag aften. Men regionerne arbejder på at skabe hurtigere forløb for alle, lyder det fra Ulla Astman.

Svarene skal bruges til målrettede forbedringer

- Undersøgelsen har givet os et vigtigt bidrag til, at vi fortsat kan arbejde målrettet med at forbedre kvaliteten, siger Ulla Astman.

- Hele formålet med denne store undersøgelse er netop at bruge kræfterne dér, hvor de gør størst nytte. Patienterne har hjulpet os med at sætte ind netop dér, hvor vi kan lære af hinanden, og gøre patienternes oplevelser bedst mulige i fremtiden, tilføjer Ulla Astman.

Svar med størst tilfredshed, gennemsnitlig score 1-5:

  • Personalet er venligt og imødekommende: 4,24
  • Den mundtlige information er forståelig: 4,17
  • Personalet spørger ind til min beskrivelse af sygdom/tilstand: 4,12

Svar med mindst tilfredshed: 1-5:

  • Længden af ventetid fra ankomst til undersøgelse er acceptabel: 3,17
  • Jeg er med til at træffe beslutninger om undersøgelse/behandling ved behov: 3,35
  • Jeg får de informationer, jeg har behov for: 3,91

 På grund af ændringer i Landspatientregistret, datagrundlag og stikprøvemetode er det ikke muligt at sammenligne resultater for LUP 2020 direkte med resultater fra tidligere år.

Læs mere

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Relaterede nyheder

Læs mere