Gå til indhold

Samarbejde

Gode eksempler og topmøder skal vise vejen for at bruge faggruppernes  kompetencer bedst og styrke arbejdet omkring patienterne

Danske Regioner og Sygehussamarbejdet lancerer en ambitiøs indsats for et stærkere tværfagligt samarbejde, der skal skabe mere tid for medarbejderne og bedre kvalitet for patienterne. Projektet går ud på at udvikle nye løsninger og lære af de bedste ideer rundt om i hele landet og brede dem ud til andre afdelinger.

Sundhedsvæsenet er under pres. Der bliver flere ældre, der potentielt kræver flere behandlinger. For at skabe et bedre arbejdsmiljø og reducere arbejds- og tidspres for de ansatte, sætter Danske Regioner og Sygehussamarbejdet gang i en indsats for at styrke fagligheden og kvaliteten i arbejdet. 

Det fælles projekt etableres under titlen ”Rette kompetencer til rette opgaver – mod og ideer til nytænkning på sygehusområdet” og skal være med til at sætte spot på, hvordan man bedst får alle faggruppers kompetencer sat i spil.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:

- Dette specifikke projekt skal bidrage til, at medarbejderne på sygehusene anvender deres kompetencer bedst muligt. Der er rigtig mange spændende og gode lokale løsninger derude, hvor man med udgangspunkt i patienternes behov bl.a. organiserer sig på nye måder eller fordeler og bruger kompetencerne anderledes. Det giver patienterne en bedre oplevelse, opgaven løses mere effektivt, og medarbejderne oplever at bruge deres faglighed dér, hvor den giver mest værdi.

De gode løsninger findes i afdelingerne 

Projektet indebærer, at en række afdelinger rundt om i regionerne kan være gode eksempler på, hvordan der kan arbejdes, så flere faggruppers kompetencer bliver brugt bedst muligt.

- De bedste ideer opstår derude på afdelingerne med udgangspunkt i de opgaver, udfordringer og styrker, man har netop der. Vi vil undersøge, hvad der fylder for medarbejdere, ledere og ikke mindst patienter. Vores opgave bliver at sætte skub i de innovative processer samt fjerne eventuelle barrierer, der står i vejen for den gode organisering. Og så skal vi lytte og lære af eksemplerne og sikre, at de bedste erfaringer udbredes, siger Anders Kühnau.

Et eksempel på bedre brug af faggruppers kompetencer er fra Region Syddanmark, hvor man har gode erfaringer med, at farmaceuter og farmakonomer overtager nogle af sygeplejerskernes opgaver i forbindelse med medicinhåndtering. Ikke alene frigiver det tid til sygeplejerskerne til andre opgaver, men det er også en måde at styrke kvaliteten i arbejdet, da medicinhåndtering er deres specifikke fagområde. 

På samme måde kan kliniske diætister bruge deres faglighed til at håndtere patienternes ernæring og dermed løfte kvaliteten samtidig med, at andre faggrupper får mulighed for at bruge deres faglighed der, hvor den giver mest værdi. 

Mod og nye ideer i samarbejde

Der skal ses på muligheder for konkret at styrke det tværfaglige samarbejde, og der skal ses på nye veje til arbejdet med og omkring patienterne. Dette skal ske ved at afholde topmøder og skabe en inddragende proces, hvor ideer, ønsker og visioner fra medarbejdere og ledere på sygehusene kommer i spil.

- Vi skal have skarpt fokus på arbejdsmiljø, stærk faglighed og arbejdsglæde. Vi skal inddrage medarbejderne i nytænkning af arbejdet på sygehusene. Vi har ikke råd til, at alle medarbejdernes kompetencer ikke sættes i spil, siger Mona Striib, formand for FOA.

- I Sundhedskartellet har vi mange forskellige kompetencer som det er vigtigt at være opmærksom på anvendelsen af. Vi er alle stolte af det, vi kan, og vil gerne bidrage til at forebygge, helbrede, rehabilitere og værne om det gode liv. I respekten for vores fagligheder er vi også åbne for, hvordan vi kan indgå i tværfaglige fællesskaber med andre fagpersoner med henblik på at opnå synergier, siger Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet.

- Med den store mangel på medarbejdere, vi ser i sundhedsvæsenet i disse år, er det frustrerende at se, at ressourcerne ikke bruges optimalt. Derfor er vi glade for, at vi med dette projekt kan være med til at se på, hvordan vi sikrer, at alle faggruppers kompetencer bruges bedst muligt. Det vil være med til at forbedre arbejdsmiljøet og trivslen blandt medarbejderne i sundhedsvæsenet samtidig med, at det skal sikre den bedst mulige kvalitet i pleje og behandling af patienterne, siger Yngre Lægers formand, Helga Schultz. 

- Det er vigtigt, at alle faggrupper kommer i spil, hvis vi skal sikre rette kompetencer til rette hænder i et fremtidigt sundhedsvæsen. Overlægeforeningen er klar til at bidrage - både med høje, lægefaglige kvalifikationer samt ledelseskompetencer, udtaler formand for Overlægeforeningen, Susanne Wammen, og fortsætter: 

- Ved at give plads til at bringe fagligheden i spil, påvirkes arbejdsmiljøet positivt, og det er altafgørende for at fastholde og rekruttere personalet.

HK Kommunals formand Lene Roed, fortsætter:

- Det handler i det hele taget om at udnytte medarbejdernes kompetencer bedst muligt ved at bruge relevante personer til opgaverne. Fagligheden udvikles, når de ansatte får lov at bruge deres kompetencer fuldt ud. 

- Hver faggruppe bør lave det, de er uddannet til, og først og fremmest bruge tiden på deres unikke kernefaglige kompetencer. Vi er alle en del af løsningen og ser frem til at styrke organiseringen og samarbejdet til gavn for kvaliteten og arbejdsmiljøet, siger Lis Munk, på vegne af jordemødre, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Vi bliver nødt til at tænke langsigtet sammen

Danske Regioner og Sygehussamarbejdet ønsker med indsatsen at tage et tydeligt fælles ansvar for fremtidens sundhedsvæsen. Et stærkere tværfagligt samarbejde kan sammen med andre centrale initiativer, blandt andet i overenskomstforhandlingerne, robusthedskommissionen og bedre samspil med kommuner, praksissektoren og det private sundhedsvæsen skabe et bedre fundament for at fremtidssikre sundhedsvæsenet. 

FAKTA: Sygehussamarbejdet består af fagforbundene: Yngre Læger, Overlægeforeningen, FOA, Sundhedskartellet, HK Kommunal, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og Jordemoderforeningen.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Anders Kühnau,
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T
M 23 60 27 68
E formanden@regioner.dk
Formand i Danske Regioner Anders Kühnau