Gå til indhold

Anlæg

Brug for milliarder til modernisering af hospitaler

Ikke alle hospitaler er nye som fx Gødstrup. Faktisk udgør ældre hospitaler 80 procent af hospitalsbygningerne, og flere af dem har brug for modernisering. Regionernes behov for anlægsinvesteringer næste år er 4,6 mia. kr, hvis det nuværende niveau skal opretholdes.
- Vi har virkelig brug for en saltvandsindsprøjtning. Patienterne bør behandles ens, uanset om de besøger et gammelt eller et nyt hospital, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.

Nye sengestuer, operationsstuer, strålekanoner, scannere og ny it. For at følge med udviklingen er det nødvendigt at bygge nyt, modernisere de gamle bygninger og tilføre nyt og bedre udstyr.

- Moderniseringerne er tiltrængte for at forhindre, at patienterne møder A- og B-hospitaler i fremtiden, lyder det fra Anders Kühnau.

- Jeg er alvorligt bange for, at det kan gå ud over driften af vores sundhedsvæsen om nogle år, hvis ikke vi snart får moderniseret de ældste af vores hospitaler, tilføjer Anders Kühnau.

(Tekst fortsætter under illustration) 

 

Økonomiaftale afgørende for fremtiden

Danske Regioner forhandler i øjeblikket næste års økonomi med regeringen. Indberetninger fra regionerne viser, at snarlige renoveringer trænger sig på flere steder. Regionerne har allerede planlagt anlægsinvesteringer for 3,9 mia. kr. næste år. Hvis den nuværende standard på hospitalerne skal opretholdes, er behovet knap en milliard oveni, og hvis regionernes ønsker om forbedringer medregnes, så lyder beløbet på 6,5 mia. Kr.

- Og det nytter ikke at vente og skubbe læsset foran os. Jo længere vi venter med at renovere, jo dyrere risikerer projekterne at blive. Den situation genkender mange fra deres egen bolig: Hvis ikke vinduerne bliver malet i tide, så risikerer træværket at rådne. Og det er ofte dyrere at købe nye vinduer end at holde de gamle ved lige, siger Anders Kühnau.   

(Tekst fortsætter under illustration) 

 

 

Fire senge på samme stue

Et eksempel på et hospital, der har brug for bedre forhold, er Nykøbing Falster Sygehus. Planen er at sende byggeri af seks etager med nye sengestuer i udbud næste år. De oprindelige hovedbygninger på det gamle hospital er bygget i 1957, og lever  ikke op til moderne krav. Fx er det indrettet med firesengs-stuer uden direkte adgang til toilet og bad.

- Også i min egen region, Region Midtjylland, har vi behov for bedre forhold. Fx ligger patienter i Randers også stadig på firesengsstuer. Visse steder er der også problemer med træk og fugt. Det har konsekvenser for både patienter, pårørende og arbejdsmiljø, siger Anders Kühnau. 

Også i Region Nordjylland er behovet for modernisering stort: Det gælder bl.a. på neuro-rehabiliteringen i Brønderslev. Og på Regionshospitalet i Hjørring rækker den nuværende ramme til renovering ikke til det samlede behov for nye faciliteter med bl.a. nyt scanningsudstyr og moderne operationsstuer. 

IT-fornyelse koster millioner

Andelen af udgifter til nyt it- og medico-udstyr er blevet større siden sidste år. Det skyldes bl.a. et øget behov for cyber- og informationssikkerhed. En analyse, som revisions- og rådgivningsfirmaet PwC lavede for Danske Regioner sidste år, viste, at it-systemer på hospitalernes diagnostiske område bør fornyes med knap ti års mellemrum, hvilket koster 3-400 mio. kr. årligt. Desuden forestår store udgifter til at omlægge varmesystemerne i 113 regionale bygninger, så regionerne kan leve op til regeringens målsætning om, at vi skal være uafhængige af olie og gas.

- Samlet set kan man sige, at hvis de gamle hospitaler skal følge med udviklingen og ikke stå i skyggen af de nye "supersygehuse", så er der et stort behov for både nybyggeri, renoveringer, nyt it og udstyr til diagnosticering og operationer, påpeger Anders Kühnau.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Pressekontakt Danske Regioner: 

Tlf. 5151 1818 (ikke sms)

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Anders Kühnau,
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T
M 23 60 27 68
E formanden@regioner.dk
Billede af Anders Kühnau.
Relaterede nyheder

Læs mere

Danske Regioner: Der skal handles efter ny rapport om benamputationer

Ny rapport viser voksende regionale forskelle på antallet af amputationer. Det skal vi handle på, mener formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg. Regionerne og hospitalerne skal blive bedre til at lære af de bedste, er hendes konklusion.

Læs mere

Rundt om en formand: Hovedstadspolitiker hjemsøgt af storke på sit landsted

Følg vores serie om formændene for Danske Regioners udvalg. Mød denne gang Karin Friis Bach, B, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden og Danske Regioners formand for sundhedsudvalget.

Læs mere

Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om gennemførelsen af sundhedsreformen

I maj indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en sundhedsreform, der skal løfte indsatsen i det nære sundhedsvæsen og gøre sundhedsvæsenet mere robust. Nu er regeringen, KL og Danske Regioner blevet enige om udmøntningen af de 2,4 mia. kr. samlet frem til 2029 og herefter 340,4 mio. kr. årligt, der blev aftalt med reformen. Desuden er der aftalt udmøntning af en pulje på 4 mia. kr. i perioden 2023-2028 til op til 25 nærhospitaler.

Læs mere

Stram økonomiaftale for regionerne for 2023 på plads

Natten til fredag indgik Danske Regioner og regeringen en aftale om regionernes økonomi for 2023. Det blev en meget stram aftale, som kun akkurat sikrer dækning af de stigende udgifter i sundhedsvæsnet som følge af den demografiske udvikling. Aftalen betyder desuden, at regionerne må udskyde planlagte byggerier.

Læs mere