Gå til indhold

Sundhed

Sådan gør vi sundhedsvæsenet mere robust

Regeringen har med sit forslag til en sundhedsreform annonceret, at man vil nedsætte en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet.

Af Anders Kühnau, Danske Regioners formand og Stephanie Lose, Danske Regioners 1. næstformand bragt i Altinget d. 5. maj 2022 

Der er stor enighed om, at sundhedsvæsenet skal gøres modstandsdygtigt overfor det enorme pres, som kun vil blive værre de kommende år – primært på grund af den demografiske udvikling, hvor antallet af ældre med behov for behandling vokser meget og de årgange, der kommer ud på arbejdsmarkedet, er små.

I regeringens forslag til en kommission er der allerede nævnt nogle områder, som medlemmerne i kommissionen bør dykke ned i. Vi er i regionerne enige langt hen ad vejen.

Vi mener, at en kommission er et vigtigt tiltag. Men hvis ambitionen om at gøre sundhedsvæsenet mere robust, og de grundlæggende udfordringer med kapacitet og personale skal løses, er der brug for også at gå bredere til værks.  

Når det er sagt, skal vi også se på, om vi har for meget aktivitet på sygehusene og kan frigøre kapacitet ved at fjerne det overflødige. Fra 2009-2018 steg antallet af kontakter til sundhedsvæsenet med 40 pct. I samme periode steg antallet af patienter kun med ca. 15 pct. Vi bør derfor se på, om der er ambulante kontroller og indlæggelser på sygehusene, der kan forebygges og reduceres.

 


Regionerne har allerede sat fokus på, hvordan vi får mere sundhed for pengene. Derfor har vi oprettet Medicinrådet og Behandlingsrådet til at vurdere om ny medicin og teknologi er pengene værd, og vi har finansieret projektet Vælg Klogt, hvor læger og patienter sammen peger på det, der er overflødigt, men som alligevel finder sted.  Vi er også i gang med at se på, hvordan vi kan frigøre noget af sundhedsmedarbejdernes tid uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det kan være gennem automatisering af daglige registreringer og ved at hjælpe kommuner og almen praksis med at forebygge indlæggelser. Endelig er vi optaget af at styrke patienternes redskaber og kompetencer til selv at holde øje med deres kroniske sygdom.

Vi er altså i fuld gang, men der er brug for at sætte yderligere skub i indsatser, der mindsker overbehandling og skaber bedre behandlingsvalg. I den forbindelse bør der også ses på de mange krav til procedurer og registreringer, som skal følges på hospitalerne – og som de færreste har et fuldt overblik over. Langt de fleste er fornuftige og udtryk for vigtige faglige standarder og hensynet til patientsikkerheden, men mængden af vejledninger fra både faglige selskaber, hospitalerne selv og de statslige myndigheder, der som regel er lavet uden at skele til medarbejderressourcerne, er enorm. Og i et presset sundhedsvæsen, hvor der i øvrigt vogtes nidkært over fejl og mangler i behandlingen, kommer registrering og proceskrav let til at fylde mere end den sundhedsprofessionelle dømme- og handlekraft og hensynet til patienten.

Uden på nogen måde at smide faglige standarder og kvalitetskrav ud med badevandet skal vi vurdere dem kritisk i lyset af, at de ofte koster i tid og ressourcer, og samtidig anerkende et større rum til de sundhedsfaglige vurderinger af, hvad der skaber værdi for patienten. Det er desuden et vigtigt redskab til at genskabe noget af den motivation, som går tabt, hvis sundhedsmedarbejdere er tvunget til at bruge tiden på ekstra dokumentation, som skal sikre den enkelte mod klagesager, frem for at prioritere patientkontakten og de effektive behandlingstiltag, som vurderes relevante i situationen.

En væsentlig del af kapaciteten er selvfølgelig medarbejderne, og de bliver endnu sværere at skaffe i de kommende år. Derfor bliver fastholdelse – også af ældre medarbejdere – vigtigt. Vi må se på, hvordan vi kan skabe incitamenter til at trække på pensionerede læger og sygeplejersker – og holde på dem, der er på vej på pension. Vi ser også et stort potentiale i udenlandske medarbejdere med sundhedsfaglig baggrund. Læger venter i dag ofte mere end fire år på at få deres danske autorisation. Autorisationsreglerne er en forudsætning for, at man kan arbejde i det danske sundhedsvæsen som sundhedsfaglig. Det er derfor ikke en løsning at se stort på reglerne, men der skal skabes en hurtigere godkendelsesproces.

Afbureaukratisering og bedre brug af administrativ kompetencer

I regionerne er vi optaget af at sikre, at vores medarbejdere ikke bruger en masse tid på registreringer og arbejdsgange, der ikke skaber værdi. Det kan man gøre på flere måder. 

Vi kan selv gøre noget i regionerne. Vi kan bruge teknologi til at automatisere tunge administrative arbejdsgange og til at lette det kliniske arbejde. I Region Hovedstaden hjælper kunstig intelligens lægerne med at vurdere de røntgenbilleder, der bliver taget i forbindelse med screening for brystkræft, og i alle regioner indføres der i disse år ”softwarerobotter”, som automatiserer noget af registreringsarbejdet.

Vi skal også sørge for, at administrative medarbejdere løser opgaver, der giver sundhedsfaglige medarbejdere mere tid til sundhedsfaglige opgaver. Og vi er i fuld gang med at rekruttere medarbejdere med andre kompetencer til at aflaste de sundhedsprofessionelle.

Forholdene i andre sektorer har også negative konsekvenser, når det kommer til den i forvejen hårdt pressede psykiatri. For eksempel har Rigsrevisionen i 2021 påvist – og  Statsrevisorerne har efterfølgende påtalt – at patienter i retspsykiatrien er indlagt i al for lang tid på grund af unødigt lange sagsbehandlingstider hos Statsadvokaten, og fordi der ikke er egnede tilbud om bolig eller social støtte i kommunerne at udskrive til. Og hvis ikke vi får styrket den kommunale socialpsykiatri, bostederne og tilbud til unge i mental mistrivsel, så vil vi fortsat have mange ’svingdørspatienter’, der turnerer mellem kommunen og hospitalet. Og vi vil se et fortsat stigende antal unge i behandlingspsykiatrien, som var langt bedre tjent med at blive hjulpet før de blev så syge, at behandling i psykiatrien var den eneste vej.

Forebyggelse og innovation

Forebyggelse af sygdom og af indlæggelser er i det hele taget afgørende for at sikre, at vi har et robust sundhedsvæsen, som ikke drukner i patienter, som kunne være hjulpet, før de bliver til hospitalspatienter. Det gælder også i ældreplejen og hos de mange med kronisk sygdom og multisygdom. Det er noget af det, som vi håber på at kunne gøre bedre sammen med kommunerne og almen praksis, når Folketinget er blevet enige om rammerne i de aktuelle forhandlinger om en sundhedsreform. Men det kræver investeringer, hvis vi skal kunne levere et robust sundhedsvæsen om 10 og 20 år.

Ikke mindst er der behov for investeringer i nye og innovative teknologier, der kan aflaste hospitalerne og styrke forebyggelse af sygdom og indlæggelser uden for hospitalerne. Det er nu, der skal investeres, hvis vi skal have et godt sundhedsvæsen i fremtiden. Og vi skal gøre det på en ny måde, hvor vi ikke bare går efter at udvikle nye og bedre behandlinger, men også sikrer, at vi frigør tid, så vi kan følge med, når flere får behov for behandling i de kommende år. Vi forslår en fond – gerne med både offentlig og privat kapital – der aktivt skal arbejde sammen med forskergrupper, innovative virksomheder og hospitaler på løsninger, der frigiver tid i sundhedsvæsenet. Det skal være en fond med armslængde og ekspertise. Den skal satse stort og kunne operere med høj risiko.

Arbejdsmiljø, rekruttering og fastholdelse                                                                                                                                       

Vi har en helt unik opgave i sundhedsvæsenet, der er både meningsfuld og meget tydeligt værdiskabende for borgerne. Men vi ved også, at der er medarbejdere, der har fravalgt sundhedsvæsenet som arbejdsplads, fordi de føler sig pressede og savner et bedre arbejdsmiljø, hvor de bedre kan udfolde deres faglighed. Det kan være svært at få sit arbejds- og privatliv til at hænge sammen på en arbejdsplads, der har døgnåbent, men det er et vilkår for et hospitalsvæsen. Derfor vil vi i regionerne sikre en bedre og mere fair fordeling af vagtbelastningen, så for eksempel unge og nyansatte ikke får alle natte- og weekendvagter, og vi vil sikre, at vagtplanlægningen foregår på en måde, så man føler sig hørt. Det handler om ledelse, dialog og ikke mindst kultur. Og vi har brug for en god dialog med de ansatte og deres organisationer om den udvikling.

Der er også brug for, at vi igennem uddannelsen får forberedt kommende medarbejdere i sundhedsvæsenet optimalt til de arbejdsopgaver, de skal være med til at løse. Vi skal have et meget tættere samspil med professionshøjskolerne og andre uddannelsessteder om uddannelsernes indhold og forløb, så overgangen til arbejdslivet bliver bedre og mere tryg for vores kommende medarbejdere. Hospitalerne er store uddannelsesinstitutioner, men bliver ikke anerkendt for deres rolle – hverken økonomisk eller når det gælder indflydelse på uddannelsernes tilrettelæggelse.

Et robust sundhedsvæsen skal gå på flere ben for at lykkes. I regionerne er arbejdet allerede godt i gang, men der er ting, som vi ikke kan ændre på selv, og hvor der derfor er behov for samarbejde med staten, organisationerne, uddannelserne og andre aktører. En kommission kan ikke gabe over alle de emner, vi har nævnt her. Det er vigtigere, at den arbejder hurtigt på det, der handler om at skabe færre barrierer, færre faggrænser og færre proces- og registreringskrav, så vi kan komme i gang med at fremtidssikre sundhedsvæsenet. Derfor er vores budskab, at vi ikke skal pantsætte al handlekraft i en kommission, men at vi sammen tager fat på spørgsmålene om kapaciteten og robustheden i et helhedsperspektiv. Vi håber, at alle i og omkring sundhedsvæsenet vil være med.

Læs mere

Relaterede nyheder