Gå til indhold

Almen praksis

Debat: Danske Regioner investerer massivt i at styrke praktiserende læger

Vi ønsker, at ens egen faste praktiserende læge bliver mere tilgængelig og nemmere at komme i kontakt med, og samtidig foreslår vi at supplere denne forbedrede tilgængelighed med et kontaktpunkt, hvor man kan få hjælp og rådgivning hele døgnet og hele ugen, hvis man f.eks. er bekymret i forbindelse med feber eller influenza.

Heino Knudsen og Bo Libergren, formand og næstformand for og løn- og praksisudvalget i Danske Regioner. Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 13. december 2023.

JP skriver den 11.12.23, at de praktiserende læger skal erstattes med et digitalt kontaktpunkt. Vi skal derfor præcisere, at forslaget om et kontaktpunkt er en onlinelæge, og det er et ekstra supplement til din egen læge – og IKKE en erstatning.

Hvis man læser Danske Regioners udspil mere grundigt, står det klart, at Danske Regioner vil styrke almen praksis med udgangspunkt i patienternes behov. I dag bruger danskernes hundredvis af digitale kontaktpunkter, og mange forsikringskunder har allerede erfaring med apps, hvor de kan få sundhedsfaglig rådgivning. Men det er kun for borgere i arbejde med tilknytning til de pensionsselskaber, der har den slags apps. Vi ønsker, at de tilbud skal være for alle danskere, og vi ønsker, at det er et tilbud, der er integreret med almen praksis.


Vores forslag om et kontaktpunkt er en onlinelæge, der er en ekstra mulighed ud over den praktiserende læge, og som kan bruges, når det passer ind i hverdagen, for eksempel tidligt om morgenen eller efter arbejdet. For i dag oplever mange danskere store problemer med at komme i kontakt med deres praktiserende læge.

Kun 4 ud af 10 klinikkerne oplyser på deres hjemmesider, at borgerne kan ringe med ikke-akut sygdom efter kl. 12.00. Det viser en ny undersøgelse af lægernes tilgængelighed. Den manglende tilgængelighed betyder, at rigtig mange danskere oplever telefonkø om morgenen for at komme igennem til deres praktiserende læge, når de har brug for rådgivning eller en tid til en konsultation. Og vi ser også, at borgerne venter til lige efter kl. 16.00 med at kontakte en læge. Her er der nemlig en meget tilgængelig mulighed for direkte kontakt til lægehjælp. Problemet er bare, at lægevagterne helst skal være til de borgere, der har akutte problemer.

Derfor er det helt naturligt, at vi i Danmark, der har et af de mest digitale sundhedsvæsner i verden, også udnytter disse potentialer. Vi ønsker at styrke almen praksis.  Samtidig må vi ikke lukke øjnene for borgernes ønsker, og at de digitale muligheder er en del af løsningen. Vi ved godt, at der er travlt hos de praktiserende læger. Så vi bliver nødt til sammen at finde ud af, hvor og hvordan aflastningen bedst kan ske.  

Vi har gode forudsætninger for at styrke almen praksis, når målet om 5.000 flere praktiserende læger bliver realiseret i de kommende år.  Den udvikling skal komme borgerne til gode. Vi ønsker, at alle borgere i fremtiden oplever en almen praksis, som bliver nemmere og mere tilgængelig, også udenfor normal arbejdstid og uanset hvor du bor i Danmark. Det vil sige i løbet af hele dagen og efter kl. 16.00, hvor mange kommer fra arbejde og har tid til at gå til læge. Vi ønsker således, at ens egen faste praktiserende læge bliver mere tilgængelig og nemmere at komme i kontakt med, og samtidig foreslår vi at supplere denne forbedrede tilgængelighed med et kontaktpunkt, hvor man kan få hjælp og rådgivning hele døgnet og hele ugen, hvis man f.eks. er bekymret i forbindelse med feber eller influenza. Det skal være med til at give et ensartet sundhedstilbud af høj kvalitet til alle danskere.  

Vi har investeret massivt i almen praksis med 1,1 mia. kr. siden 2017, hvilket svarer til en årlig realvækst på 2,1 procent, der ligger ud over pris- og lønstigninger. Sygehusene har fået en årlig vækst på 1,4 procent, og begge tal er opgjort uden medicinudgifter.

Og vi er klar over, at der skal investeres endnu mere i almen praksis i de kommende år for at kunne løfte de voksende opgaver med flere ældre og kronikere. Men som i alle andre dele af sundhedsvæsnet er det virkelig vigtigt, at de ekstra ressourcer bliver omsat til bedre behandling og større tilgængelighed for borgene.

HVIS DU VIL VIDE MERE

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

RELATEREDE

Læs mere

Debat: Hold øjnene på vejen i en sundhedsreform

Vi har ventet længe, men nu er den her: Eksperternes rapport med anbefalinger til en ny struktur for sundhedsvæsenet. Den kan anbefales som sommerens must-read for alle os, der er optagede af at styrke borgernes sundhedsvæsen. Det skriver Anders Kühnau og Mads Duedahl, hhv. formand og næstformand i Danske Regioner, i Avisen Danmark.

Læs mere

Alle fem regioner har samarbejdet om nyt IT-system, så ambulancerne kan bruges mere effektivt

Nu har alle fem regionale vagtcentraler i Danmark fuldt overblik over, hvor alle ambulancer i landet befinder sig. En ny tværregional IT-løsning betyder en hurtigere og mere effektiv udnyttelse af ambulancerne til gavn for borgerne.

Læs mere

Årets sundhedsdebattør satte fokus på sundhed, superstimuli og manipulation

Årets sundhedsdebattør Nicklas Brendborg satte gang i en debat om sundhed, superstimuli og manipulation af vores belønningssystem foran et veloplagt publikum. Prismodtageren åbnede folkemødet 2024 i Danske Regioners telt, hvor formand Anders Kühnau bød ham velkommen. Nicklas Brendborg får prisen for sin seneste bog 'Vanedyr'.

Læs mere

Danske Regioner om struktur-rapport: Mange gode takter, nu skal vi huske ambitionerne

Der er grund til at rose Sundhedsstrukturkommissionen for et meget grundigt stykke arbejde, og der er mange gode takter i den rapport, som netop er fremlagt. Især er det positivt, at Kommissionen i høj grad har taget ideen om at samle ansvaret for sundhed til sig.

Læs mere