Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd er gået sammen om at undersøge, hvad der skal til, for at få nogle af sygeplejerskerne til at vende tilbage.
Flere borgere får akuthjælp i eget hjem
Regionerne afprøver nye løsninger, der kan forebygge unødvendige indlæggelser af borgerne og lette presset på akutmodtagelserne.
En ældre mand er utilpas og svimmel og har derfor ringet 112. Den sundhedsprofessionelle vælger at sende en ambulancebehandler ud til manden for at afklare, om han har brug for at komme på hospitalet akut, eller om han bedre kan hjælpes på en anden måde. Ambulancebehandleren foretager målinger og får feedback fra en læge, og der viser sig ikke at være behov for en akut indlæggelse. Manden skal gå til egen læge næste dag i stedet for at køre med ambulancen til hospitalet.
Forløbet er et eksempel på, at undersøgelser ude i borgernes eget hjem både kan give en bedre behandling og lette presset på ambulancetjenesterne og akutmodtagelserne.
Stigende pres på alt fra ambulancer til akutmodtagelser
Ambulancer bliver sendt ud fra regionernes vagtcentraler, og her er presset stigende. I 2021 var der lidt over 450.000 sundhedsrelaterede opkald til 1-1-2. Det er en stigning på 10 procent sammenlignet med 2018, og ifølge tal for første kvartal 2022 fortsætter det.
I 2021 var der over 1,6 mio. akutte patientkontakter på hospitalerne. Med det stigende antal ældre med flere kroniske sygdomme bliver presset på hele det akutte område fra ambulancer til akutmodtagelser kun større i fremtiden. Samtidig er der også mangel på medarbejdere mange steder på det akutte område, og det presser hele det øvrige sundhedsvæsen. Derfor har alle regioner søsat indsatser, så ressourcerne på tværs af det akutte område bruges klogere. Hvis borgerne fx i højere grad kan blive undersøgt derhjemme, vil nogle, som den ældre mand i eksemplet, slippe for at blive indlagt akut.
I stedet kan de komme til læge eller på hospitalet næste dag eller få sundhedsfaglig rådgivning om, hvordan de trygt kan være derhjemme. Formålet er bedre behandling af borgerne og mindre pres på hospitalernes akutafdelinger.
Tekst fortsætter under billede
Stort potentiale ved behandling tæt på borgerne
Fx kan ambulancepersonale tilknyttet Odense Universitetshospital som noget nyt undersøge og behandle borgere ude i eget hjem i samråd med en speciallæge. Den første evaluering viser, at det kan forebygge cirka hver 10. indlæggelse, og næstformand i Danske Regioner Stephanie Lose ser et stort potentiale ved mere behandling i borgernes eget hjem:
- Vi skal blive endnu skarpere til at visitere akut syge borgere, så de får den rette hjælp på rette sted. Flere akutte undersøgelser kan foregå ude i borgernes hjem, hvor fx veluddannede og erfarne ambulancebehandlere rykker ud og afklarer sygdom og skade. Det er en fordel for bl.a. ældre borgere at blive tilset under rolige forhold derhjemme. Det er mindre stressende end at komme med udrykning på hospitalet og blive indlagt akut, siger hun og tilføjer:
- Alle regioner er i gang med indsatser, der kan styrke den akutte hjælp tæt på borgerne. Det sker med løsninger, der passer til befolkningsgrundlaget og geografien. Vi gør det for at give patienterne en god akutbehandling og samtidig lette det store pres, som vi oplever på hele det akutte område. Derfor vil vi blive ved med at udvikle samarbejdet på tværs af hele sundhedsvæsnet, så vi kan bruge vores ressourcer og kompetencer endnu bedre.
Regionerne arbejder også med en stribe andre initiativer, der kan forebygge akut behandling på hospitalerne. Tiltagene sker i samarbejde med bl.a. kommuner og almen praksis.