Gå til indhold

SUNDHED

Apotekerne skal kunne sætte borgerne på dosispakket medicin

For få dage siden indgik Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation en aftale om dosispakket medicin. Men i virkeligheden bør opgaven ligge hos apotekerne, mener Danske Regioner og PLO. De opfordrer nu Sundhedsministeriet til at se på, hvad der skal til for at styrke apotekernes rolle i forhold til at sætte borgerne på dosispakket medicin.

Det bør være apotekerne og ikke lægerne, der skal tage sig af at sætte borgerne på dosispakket medicin. Eller apotekerne og kommunerne sammen, mener Danske Regioner og PLO.

De opfordrer derfor til, at Sundhedsministeriet får belyst, hvad der helt præcis skal til for, at man kan ændre rollefordelingen omkring dosispakket medicin og give apotekerne en større rolle.

Apotekernes rolle skal styrkes

Som det er i dag, er det den praktiserende læge, der vurderer, om en borger er egnet til at komme på dosispakket medicin. Og lægen som derefter opretter et dosiskort på personen.

Men det er ikke lægeligt arbejde. Derfor kunne det lige så godt ske hos apoteket, mener Danske Regioner og PLO.

- De praktiserende læger er hårdt presset på tid. Derfor er det ikke optimalt, at man for at lette kommunerne, pålægger dem at bruge tid på arbejde, som andre personalegrupper kunne tage sig af. I stedet så vi gerne, at den opgave lå hos apotekerne. I forvejen er det jo dem, der står for at dosispakke medicinen, siger formanden for regionernes udvalg for det nære sundhedsvæsen, Christoffer Buster Reinhardt.

Tiden skal bruges på patientkontakt

Også i PLO mener formanden, Jørgen Skadborg, at fremtidens dosispakkede medicin bør håndteres anderledes.

- I fremtiden bør det være endnu nemmere for borgerne, så dosispakning kun håndteres af apoteket. Men indtil det kan lade sig gøre, og fordi der er så stor mangel på sygeplejersker, så hjælper vi i almen praksis gerne til, at de kommunale medarbejdere kan spare kræfter på medicinhåndtering hjemme hos borgerne. Overordnet set er det helt afgørende, at både plejehjemspersonalets og de praktiserende lægers tid går mest muligt til kontakt med patienterne, siger Jørgen Skadborg.

Regler skal ændres

Hvis apotekerne skal spille en større rolle, kræver det dog blandt andet, at de nuværende regler ændres.

I dag er det kun lægen, der i de fleste tilfælde kan vurdere, om en borger er i målgruppen for dosispakket medicin, og dermed kan modtage et offentligt tilskud. Apotekerne kan kun gøre det i få tilfælde inden for meget snævre rammer.

Danske Regioner og PLO opfordrer derfor til, at reglerne ændres, så apotekerne får samme mulighed som lægen til at vurdere borgene og sætte dem på dosispakket medicin. Eller at kommunerne og apotekerne står for det sammen. Så kommunerne tager sig af vurderingen og af at ordinere dosisdispensering med tilskud til borgeren, mens apotekerne står for at udstede dosisrecepter og dosiskort

Det bør belyses, hvad der skal til

For nylig viste en rapport, at hvis de kommunalt ansatte sygeplejersker og SOSU-assistenter frigøres fra at stå og putte piller i dosisæsker, kan der potentielt gøres så mange fri, at det svarer til 600 årsværk. Og på lidt længere sigt vil det være op til 900 årsværk.

- Vi ønsker at gøre alt for, at man får indfriet det store potentiale i kommunerne, som rapporten lægger op til. Og gør det på en måde, så man samlet set også aflaster de praktiserende lægers arbejde med medicinhåndtering. Målet må være en effektiv og ensartet praksis omkring dosispakket medicin over hele landet, så der gøres nogle kræfter fri både hos kommunerne og lægerne. Kræfter der i stedet kan bruges på andre sundhedsopgaver over for borgerne, siger Christoffer Buster Reinhardt.

HVIS DU VIL VIDER MERE

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

RELATEREDE NYHEDER

Læs mere

2024 bød på 4.244 flyvninger og 10-års jubilæum for akutlægehelikopterne

Årsrapporten for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning 2024 viser et stabilt aktivitetsniveau for landets fire akutlægehelikoptere, en høj patienttilfredshed og et tilbageblik på de første 10 år med højtspecialiseret lægefaglig hjælp fra luften.  

Læs mere

Aftale giver nyt behandlingstilbud hos fysioterapeuter

Borgere med slidgigt i hofter og knæ, primære smerter i lænderyggen, nerverodspåvirkninger i nakken eller lænden eller forsnævring af rygmarvskanalen vil fra efteråret kunne komme i et såkaldt struktureret forløb hos en fysioterapeut. Her vil de få tilbud om et samlet forløb baseret på de nyeste faglige anbefalinger og best practice.

Læs mere

Årets Sundhedsdebattør 2025: “Sammen når vi længere”

Professor og læge Bente Klarlund og forsanger i Kandis Johnny Hansen modtog Danske Regioners pris Årets Sundhedsdebattør 2025 på Folkemødet på Bornholm. De to forskellige stemmer forenes i deres fælles projekt ’Klarlund og Kandis på kur – forever’, hvor de bygger bro mellem forskning og hverdagsliv - mellem sundhedsråd og fællessang.

Læs mere

Danske Regioner vil give bedre forhold til unge patienter  

Mange patienter er yngre, end vi tror. Næsten hver femte ung lider af kronisk eller alvorlig sygdom, og mange af dem besøger hyppigt hospitalerne. Danske Regioner opfordrer i et nyt udspil til, at hospitalerne i højere grad tager højde for de særlige behov og udfordringer, som unge har.

Læs mere