Tre ud af fire patienter i psykiatrien er tilfredse med behandlingen
75 procent af patienterne i voksenpsykiatrien svarer, at de ”i høj og meget høj grad er tilfredse” med dén hospitalsbehandling, de fik sidste år, mens tilfredsheden med børne- og ungepsykiatrien er 74 procent. Det viser over 10.000 svar i en ny stor Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, ”LUP Psykiatri 2025”.
Patienter og pårørende har i den store, årlige tilfredshedsundersøgelse svaret på en stribe spørgsmål om deres møde med psykiatrien. Tilfredsheden matcher i store træk den tilsvarende måling året før.
- Overordnet set kan regionerne og hospitalerne være tilfredse med de positive svar, siger formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg, Jacob Klærke.
Flere behandles, men endnu flere henvises
Jacob Klærke tilføjer, at regionerne både arbejder på at styrke tilfredshed og kvalitet og at gøre ventetiderne kortere. Særligt børne- og ungepsykiatrien er under pres.
- Vi behandler flere og flere i børne- og ungepsykiatrien, men det har alligevel været svært at følge med, fordi endnu flere er blevet henvist. Regionerne har stort fokus på at øge kvaliteten og nedbringe ventetiderne, og er i fuld gang. Men det er et langt sejt træk at rette op på området, lyder det fra Jacob Klærke.
Medarbejderne er venlige og imødekommende
Både patienter og pårørende svarer blandt andet på, om de synes, at medarbejderne er venlige og imødekommende. Og dét er de i høj eller meget høj grad, svarer mellem 75 og 98 procent - afhængigt af patientgruppe.
- Det er virkelig en stor cadeau til et personale, der ofte kan være presset af en travl hverdag, siger Jacob Klærke.
Svarene skal bruges til forbedringer
Han hæfter sig dog også ved de svar, der scorer lavest i undersøgelsen.
- Det gør jeg, fordi svarene viser, hvor vi kan forbedre indsatsen. Det er i virkeligheden derfor, at vi ret minutiøst undersøger, hvad patienter og pårørende synes om psykiatrien, tilføjer han.
De enkelte hospitaler og deres afsnit får hver især oplyst, hvor tilfredse netop deres patienter er. Derfor kan de arbejde med forbedringer netop dér, hvor der er grund til at sætte ind.
Vigtigt at inddrage patienter og pårørende
Flere steder kan man gøre mere for at inddrage patienterne og deres pårørende. En del af patienterne efterlyser fx, at medarbejderne taler mere med dem om, hvad de selv kan gøre for at få det bedre. Og støtten til de pårørende kan også blive bedre mange steder.
- Vi skal lære af de bedste, for inddragelse af patienterne og de pårørende kan have meget stor betydning for et vellykket behandlingsforløb, siger Jacob Klærke.
Han takker for de over 10.000 patientsvar og cirka 3.000 tilbagemeldinger fra pårørende: - Jeg ved, at de vil blive brugt konstruktivt derude på hvert enkelt hospital. For det er værdifuldt at vide, hvor vi kan yde en særlig indsats, så tilfredsheden bliver så stor som mulig, konkluderer han.