Kravene på arbejdsmarkedet stiger, men paradoksalt nok bliver færre efteruddannet. Det kan blive dyrt for Danmark. En ekspertgruppe nedsat af regeringen peger nu på, hvordan flere får den rigtige efteruddannelse.
- Anbefalingerne rammer hovedet på sømmet og bør direkte med i trepartsforhandlingerne, lyder det fra næstformand Stephanie Lose fra Danske Regioner
Den teknologiske udvikling betyder, at kravene på arbejdsmarkedet stiger. Det gælder både personer med lange og korte uddannelser. I Danmark har man et offentligt efteruddannelsessystem, der skal være med til at sikre, at arbejdsstyrken har de rette kompetencer.
Desværre er aktiviteten på dele af området mere end halveret siden 2011. Det skal der gøres noget ved, og det skal bl.a. snart drøftes under trepartsforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgivere og fagforeninger.
Nytænk området for efteruddannelse Ekspertgruppen peger på, at systemet i dag er for besværligt for både virksomheder og medarbejdere. Danske Regioner ser frem til at få gennemført en ambitiøs reform af området. - Mangel på kvalificeret arbejdskraft risikerer at blive den alvorligste bremse for vækst i Danmark, siger Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.
- Det er positivt, at ekspertudvalget har fundet inspiration til opkvalificering, der er igangsat af de regionale vækstfora. I regionerne vil vi gerne nytænke området med efteruddannelse, der skal tættere på virksomhederne, og i højere grad bør styres af deres efterspørgsel, lyder det fra Stephanie Lose.
- Eksperterne sætter fokus på, at virksomhederne ikke kan overskue mulighederne i det nuværende system, og at de derfor skal have én indgang til efteruddannelsesmulighederne. Desuden skal konsulenterne fra fx væksthuse, jobcentre og erhvervsskoler –ligesom i Region Midtjylland- samarbejde mere, når de har kontakt til virksomhederne, siger næstformand for Danske Regioner, Stephanie Lose.
Kurser skal afholdes – ikke aflyses Et andet problem i dag er, at det er svært at samle nok kursusdeltagere på samme tid og sted. Det betyder, at kurser ikke bliver oprettet, eller at de er en dårlig forretning for skolerne. Derfor er der behov for at koordinere kurserne bedre.
- Det kan ske ved større regionalt samarbejde. På den måde kan vi undgå at kurser bliver aflyst eller slet ikke bliver oprettet, lyder det fra Stephanie Lose.
Endeligt peger eksperterne på, at der skal være mere fleksible muligheder for at tage efteruddannelse. -I dag er der mange forskellige regler på området. Der bør ske en forenkling, så man uanset uddannelsesniveau har let adgang til efteruddannelse. Vi kan blandt andet se, at der er sket en stagnation i forhold til antallet af personer med en videregående uddannelse, der bliver efteruddannet. Det er et problem, når kravene til medarbejderes kompetencer stiger på grund af ny teknologi, siger Stephanie Lose.
Regeringen indkalder efter planen til trepartsforhandlinger i løbet af denne uge. Det forventes at de varer til september.
De vigtigste anbefalinger fra ekspertgruppen ifølge Danske Regioner:
Systemet skal være mere overskueligt og lettere at bruge for virksomheder og medarbejdere
De offentlige aktører skal arbejde tættere sammen på regionalt niveau
Kurserne skal koordineres bedre regionalt
Fakta om den regionale indsats:
De regionale vækstfora investerer nationale midler og midler fra EU’s strukturfonde i blandt andet uddannelse og kompetenceudvikling.
Gennem regionale kompetenceudviklingsindsatser i regi af vækstforaene er kompetenceniveauet blevet hævet hos 31.206 personer i 2009 til 2014.
De virksomheder, som har deltaget i regionale indsatser for opkvalificering og kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere skabte fra 2010-13 mere end 8.000 jobs
Virksomhederne skabte en meromsætning på 34 milliarder kroner sammenlignet med en kontrolgruppe af virksomheder
Kontakt os
Hvis du vil vide mere
Maya Ryevad Lauritsen, konsulent Center for Regional Udvikling, EU og Miljø (REM) T: 3529 8271 M: 2976 8619 E: mrl@regioner.dk