Men der er også udfordringer. Det kan stadig synes som en labyrint for patienter at blive udskrevet fra behandling på hospitalet og overgå til fx genoptræning i kommunalt regi. Og medarbejdere skal holde tungen lige i munden i overgangen, så borgere ikke bliver tabt på gulvet fordi kommunale medarbejdere havde en forventning om, at hospitalsansatte havde ansvaret eller omvendt.

Samtidig bliver der i fremtiden mange flere ældre og mennesker med diabetes, KOL eller andre kroniske sygdomme, der har brug for behandling. Hvis ikke vi gør noget anderledes, får hospitalerne overordentligt vanskeligt ved at nå at tage hånd om dem alle.

Ingen forhastede svar og forsimplede halve løsninger

Men hvad er løsningen på udfordringerne med sammenhængen i sundhedsvæsenet og presset fra blandt andet de mange flere mennesker med kroniske sygdomme og de mange flere ældre? Det spørgsmål har længe optaget alle os, der arbejder med sundhedspolitik, for sammenhængen og nærheden i de tilbud vi har i vores sundhedsvæsen, har enorm betydning for vores patienter og ikke mindst den behandling, de modtager. Og det er så let at komme med forhastede svar og forsimplede halve løsninger.

Mange har stor tiltro til, at løsningen ligger i at rykke behandling fra hospitalerne ud til kommunerne og almen praksis.

Det tror vi også er en del af løsningen. Derfor har vi allerede indgået aftaler med en række kommuner om at rykke dele af hospitalernes genoptræningsindsatser fx inden for hjerteområdet tættere på borgernes hjem., og vi har aftalt med de praktiserende læger, at de overtager KOL- og diabetesopgaver fra hospitalerne.

På den måde kan man, set fra patienternes synspunkt reducere antallet af stole, der er at falde imellem og samtidig spare noget transporttid og sikre en større kontinuitet i behandlingen. Men når behandlingen rykker ud fra hospitalet, er det vigtigt, at adgangen til hospitalernes specialiserede kompetencer følger med.

Der er brug for specialisters hjælp og vejledning

Almen praksis og kommunerne skal have adgang til den nødvendige back-up fra specialisterne på hospitalerne, så de kan varetage deres opgaver med den nødvendige mulighed for at få specialistens hjælp og vejledning – så bagved det nære sundhedsvæsen, skal være et tættere integreret og mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Men troen på at løsningen er at flytte opgaver, må ikke blive en blind tro på at det også pr. definition frigiver ressourcer.

Det hedder sig, at sundhedsopgaver skal varetages på det lavest mulige omsorgs-og omkostningsniveau. Det såkaldte LEON-princip. Med det menes, sådan lidt populært sagt, at man ikke skal ses af en speciallæge, hvis en sygeplejerske kan løse dit problem ligeså kompetent og billigere. For det giver ikke mening. Hverken økonomisk eller fagligt.

Men for nogle, er det blevet synonym med, at opgaver pr. definition varetages ligeså godt og billigere hos alment praktiserende læger eller i kommunerne. Men endnu er det faktisk ikke undersøgt, hvornår det reelt er tilfældet, at det er en ”god forretning” at behandle udenfor hospitalet. Og selvom økonomien bestemt ikke er den eneste relevante faktor i den diskussion, er den relevant at dykke ned i.

Derfor glæder det mig, at vi med den nye økonomiaftale, vi i sidste uge indgik med regeringen, har aftalt at sikre os en større viden om, hvordan og hvornår det giver økonomisk og faglig mening at tilbyde patienterne behandling udenfor hospitalerne. Jeg har en forventning om, at analysen også gør os klogere på, hvilke parametre der er afgørende for, om det giver mening at flytte patienter ud fra hospitalet. Både for den enkelte patient og i det større økonomiske perspektiv. Det er sund fornuft. For patienterne. Men også økonomisk – der er nemlig rigeligt med ting, vi kan bruge pengene på i sundhedsvæsenet. Og den fremtidige struktur skal være både økonomisk rentabel og sikre kvaliteten.