Kronik af de fem regionsformænd: Stephanie Lose, formand for Region Syddanmark, Ulla Astman, formand for Region Nordjylland, Heino Knudsen, formand for Region Sjælland, Sophie Hæstorp, formand for Region Hovedstaden og Anders Kühnau, formand for Region Midtjylland. Kronikken er bragt i Politiken den 5. februar 2020.
Vi har et ønske om, at vores fælles sundhedsvæsen skal skabe mere og bedre sundhed for alle. Som borger i Danmark skal man ikke være i tvivl om, at man får en behandling i verdensklasse, at sundhedsvæsenet tilbyder behandling så tæt på én som muligt og at der er nogen, der har styr på, at ens forløb hænger sammen. Med andre ord – nøgleordene i fremtidens sundhedsvæsen er kvalitet, nærhed og sammenhæng.
Hvis vi vil skabe bedre sundhed for alle og fremtidssikre vores sundhedsvæsen med de udfordringer, der venter os, når vi bliver flere ældre, flere kronisk syge og ikke mindst flere med behov for psykiatrisk behandling, så har vi brug for en overordnet plan for udviklingen af vores fælles sundhedsvæsen de næste ti år.
Planen skal sørge for, at vi i alle dele af landet får skabt et samarbejdende sundhedsvæsen, hvor regioner og kommuner etablerer fælles løsninger, der giver kvalitet, nærhed og sammenhæng. En plan for fremtidens sundhedsvæsen skal også skabe bedre lokale muligheder for behandling og pleje, så flere kan slippe for turen frem og tilbage til hospitalet. Det kræver en markant satsning på at udnytte ny teknologi, og det kræver en ældrepleje, hjemmesygepleje og akutsygepleje, der kan holde den faglige fane højt og udvikle sig fagligt og kvalitetsmæssigt. Det samme gælder den kommunale socialpsykiatri, som skal løftes markant for at sikre sammenhængende forløb for psykisk syge. Det samarbejdende sundhedsvæsen kræver, at almen praksis er en stærk hjørnesten i det samlede sundhedsvæsen – og at man kan få fat i egen læge i alle dele af landet, hvilket betyder, at der i fremtiden skal være flere praktiserende læger.
Og så skal planen bidrage til, at alle borgere har lige adgang til pleje og behandling af højeste kvalitet – uanset hvem man er, og hvor man bor i landet. Vi er – ligesom I – optaget af at mindske uligheden i danskernes sundhed, og vi vil gerne – ligesom I – satse mere på forebyggelse. Mindre ulighed kræver, at vi gør mere for dem, der ikke af sig selv møder op hos lægen, og forebyggelse kræver, at der sættes tidligere ind hos børn og unge for at styrke den fysiske og mentale sundhed.
Kort sagt; vi har brug for en plan, fordi der skal sættes retning for det samlede sundhedsvæsen. Planen skal ikke tage afsæt i sektorgrænser og snørklede beslutningsstrukturer, men i borgernes behov for kvalitet, sammenhæng og nærhed. Det skal være en plan, der gør det nemmere at være patient og borger – også selv om det måske betyder, at det bliver lidt mere besværligt at være systemet omkring borgeren. For vi når kun målet om mere sundhed for alle ved at inddrage patienterne og gøre det nemmere for medarbejderne at samarbejde tæt om det gode patientforløb.
Og hvad skal sådan en plan så indeholde, tænker I måske? Vi har nogle gode ideer, som vi håber, kan føre til en frugtbar dialog fremover.
Sammenhæng
For det første: Hospitaler, kommuner og praktiserende læger hænger sammen som forbundne kar: Hvis der ikke er ordentlig adgang til en praktiserende læge, og den kommunale pleje og rehabilitering ikke har den nødvendige kvalitet, så risikerer vi, at borgere, der egentlig ikke burde have brug for behandling på hospitalet, bliver så dårlige, at en tur på hospitalet alligevel bliver nødvendig. Simpelthen fordi der ikke blev taget godt nok hånd om dem tidligt nok. Det er ikke godt for borgernes velvære og helbred, og samtidig risikerer vi, at hospitalet ikke længere har tid og kræfter til dem, der har livstruende sygdomme eller andet, der kræver hospitalsbehandling. Derfor er der brug for, at vi sammen tænker i fælles løsninger.
Vi skal sikre os, at den praktiserende læge eller speciallæge, den kommunale hjemme(syge)pleje, socialpsykiatrien og de ansatte på hospitalet hver især gør netop det, som de er bedst til, men i et langt tættere samarbejde. Det er faktisk kun 1/10 af patienterne på hospitalet, som efterfølgende har kontakt med kommunen, men der er ofte tale om ældre patienter, multisyge eller psykisk syge, som har mange kontakter til sundhedsvæsenet og derfor har brug for bedre sammenhæng.
Et tættere samarbejde om patientens forløb gør det muligt at bruge vores kræfter bedre til gavn for patienterne og få mere sundhed for pengene. Der er mange gode eksempler på, at det lykkes for dygtige medarbejdere at finde de fælles gode løsninger i et samarbejde på tværs af sektorgrænser. Men det lykkes ikke altid, for rammerne spænder sommetider ben for de gode intentioner. Derfor har vi brug for en plan, der indeholder de nødvendige lovgivningsmæssige værktøjer til at forbedre sammenhængen og samarbejdet, og som sikrer udbredelse af de gode løsninger, så alle borgere i hele landet kan få glæde af dem.
Nærhed
For det andet: Det siger sig selv, at langt de fleste af os gerne vil behandles med den højeste
kvalitet, men hvis den kan leveres hos egen læge eller i eget hjem, er det nok de færreste, der ønsker sig en tur på hospitalet. Samtidig vil der komme et stort pres på hospitalerne de kommende år, og det bliver svært at følge med, hvis vi ikke bliver bedre til at håndtere flere ældre og kronisk syge i hjemmet eller ved lokale
tilbud.
Der er altså flere gode grunde til at udbygge de teknologiske muligheder, som kan understøtte borgerne i at følge med i egen sygdom og klare mere i eget hjem. Det skal være en bærende tanke i planen for fremtidens sundhedsvæsen. Samtidig skal vi udvikle de tilbud, som gør kontakten med sundhedsvæsenet nem og enkel for borgere i en travl hverdag og bruge teknologien til at frigive tid til de patienter, der har brug for en mere opsøgende indsats.
En plan for sundhedsvæsenets udvikling skal sikre, at praktiserende læger, praktiserende speciallæger og kommunernes socialpsykiatri samt pleje- og rehabiliteringsindsats har den nødvendige kapacitet og kvalitet til, at mere kan klares lokalt.
Uanset om vi bor i en lille eller stor by, kan vi alle blive ramt af sygdom. Derfor skal der i alle dele af vores land være adgang til en praktiserende læge. Den praktiserende læge skal have bedre muligheder for at diagnosticere og behandle sine patienter uden at sende dem på hospitalet. Det kræver naturligvis, at vi har flere praktiserende læger og vel at mærke også med en bedre geografisk fordeling, så alle har frit lægevalg, uanset hvor man bor i landet. Det forudsætter også, at de praktiserende læger kan få faglig sparring fra hospitalerne og de praktiserende speciallæger samt nem adgang til diagnostiske undersøgelser. Samtidig skal den praktiserende læge være en god sparringspartner for de kommunale sundhedstilbud.
Der har igennem de senere år været afsat midler til at bygge sundhedshuse. Med afsæt i jeres oplæg om nærhospitaler kunne vi i fællesskab – regeringen, kommunerne, regionerne og praksissektoren – blive enige om nogle rammer og forventninger til indholdet af et sundhedshus eller nærhospital. I regionerne er vi klar til at se på, hvilke opgaver hospitalerne kan lægge ud – enten i en decentral hospitalsfunktion eller gennem aftaler med for eksempel praktiserende læger, speciallæger eller kommuner. Alle kommuner kan ikke få et hus med alle funktioner, selv om det er forståeligt, at mange kommuner har det ønske. Dels ville det blive meget dyrt, og dels ville det sætte hele den kvalitetstankegang over styr, som sikrer, at nærhed bliver balanceret med hensynet til kvalitet. Til gengæld vil en bedre planlægning med krav til husenes funktioner og drift bringe os et stort skridt videre i retning af at levere sundhedsvæsenets
ydelser tættere på borgernes bopæl i hele landet.
Kvalitet
For det tredje: Vi skal sikre den faglige kvalitet i alle dele af sundhedsvæsenet, og det skal være muligt at vurdere kvaliteten, uanset om opgaven ligger på hospitalet, hos egen læge eller i kommunen. Det er helt nødvendigt, at borgerne høres om, hvad der er kvalitet for dem og er med til at træffe de vigtige valg omkring tilrettelæggelse af behandlingsforløbet.
En af styrkerne ved at lægge flere opgaver hos egen læge er, at den faste relation mellem læge og patient giver god mulighed for at forstå den enkeltes ønsker og behov. Ved seneste overenskomst med de praktiserende læger blev det aftalt, at der skulle etableres kvalitetsklynger, hvor de praktiserende læger arbejder med at lære af hinanden for at udvikle kvaliteten, og det er allerede en stor succes.
Den kommunale hjemmepleje og hjemmesygepleje har en kæmpe opgave i at sikre, at borgere kan blive i deres eget hjem, når de bliver ældre. Ved at styrke den kommunale hjemme(syge)plejes faglige niveau og sikre, at alle kommuner har samme tilbud af høj kvalitet, kan vi opdage sygdom tidligere. Og ved at gribe ind før sygdommen udvikler sig, kan vi forebygge, at det ender med en indlæggelse. Vi skal også hjælpe borgere til at leve godt med kronisk sygdom og sikre, at den praktiserende læge sammen med den kommunale sygepleje er i stand til at regulere sygdommen, så der ikke sker en forværring, der kræver indlæggelse.
Begge dele kræver, at Sundhedsstyrelsen i en national kvalitetsplan stiller klare krav til kvalitet og kapacitet i den kommunale indsats, og at der følger målrettede penge med til at sikre, at kravene bliver opfyldt. Det gælder både i den kommunale pleje og rehabilitering og i støtten til mennesker med psykisk sygdom. Og det gælder de hospitalsopgaver, som forskellige regioner og kommuner i dag har gode resultater med at løse udenfor hospitalet.
Der findes nemlig allerede i dag mange gode eksempler på, hvordan borgere i deres eget hjem og trygge rammer kan få hjælp til f.eks. dialyse, blodtransfusion, kemoterapi, hjerterehabilitering og intravenøs behandling – opgaver som oprindeligt lå på hospitalet, men som i mange tilfælde godt kan løses hjemme hos borgeren selv eller i en kommunal sygeplejeklinik.
En kvalitetsplan fra Sundhedsstyrelsen skal sikre, at der er et ensartet og højt kvalitetsniveau i alle kommuner, så det ikke afhænger af bopælskommunen, om borgeren har mulighed for at undgå et besøg på sygehuset, og om sygehuset aflastes. Kvalitetsplanen kan starte med at tage fat i de nuværende opgaver i kommunerne og i det, der allerede i dag kan foregå udenfor sygehuset, men som ikke sker systematisk i hele landet. Den liste er allerede lang. Men det er vigtigt, at Sundhedsstyrelsens kvalitetsplan er dynamisk, for det ligger i sundhedsvæsenets DNA hele tiden at udvikle sig, lave mere skånsomme indgreb, tage nye behandlinger i brug og teste nye arbejdsgange. Så kvalitetsplanen vil løbende skulle justeres.
Hospitalerne skal yde deres til udbygning af de nære tilbud. Hospitalerne skal åbne sig mod patienterne via telemedicin, hvor teknologien sikrer behandling på hospitalet, selv om borgerne er i eget hjem. Eller ved at flere patienter kan komme hjem i trygge rammer med egen læge i baghånden og den kommunale sygeplejerske ved sin side. Hospitalerne skal desuden bistå og rådgive de praktiserende læger, så de selv kan håndtere flere og mere komplekse behandlinger. Og hospitalerne skal understøtte udviklingen ved at tilbyde systematisk efteruddannelse af det sundhedsfaglige personale i kommuner og praksissektor og stå til rådighed for dialog om faglige problemstillinger.
Organisering
For det fjerde: Vi er glade for, at regeringen og et flertal i Folketinget mener, at en central byggesten i fremtidens sundhedsvæsen er et decentralt sundhedsvæsen med afgørende regional demokratisk indflydelse og selvbestemmelse, så der skabes ejerskab i befolkningen og mulighed for nødvendig tilpasning til lokale forhold. Det er vi helt enige i!
Der har været talt alt for meget om, hvem der skal bestemme over hvad i fremtidens sundhedsvæsen. Men det vigtigste for borgerne er, at vores medarbejdere samarbejder om at gøre borgernes forløb så gode og sammenhængende som overhovedet muligt. Vi skal stole på fagligheden og give ledelsesmæssig støtte til at finde de gode løsninger i dagligdagen. Og så skal vi fjerne snubletråde og barrierer for samarbejdet, uanset om det er politiske konflikter om sektorgrænser eller kassetænkning og modsatrettede økonomiske incitamenter.
Alle ’led’ i sundhedsvæsenets ’kæder’ skal være stærke for at sikre den høje kvalitet i det samlede sundhedsvæsen. Men vi kan kun løse opgaven i fællesskab. Planen skal have fokus på at understøtte målene og samarbejdet i det samlede sundhedsvæsen, ikke på siloer og struktur. Sammenhæng og kvalitet skabes i dialogen mellem borgeren og sundhedsvæsenets medarbejdere. Derfor har medarbejderne naturligvis brug for en klar og tydelig ledelsesmæssig opbakning, og de har brug for, at der kan træffes beslutninger, som gør samarbejdet om sammenhæng, nærhed og kvalitet lettere i hverdagen.
Derfor skal der alle steder i landet – omkring de 21 akuthospitaler - etableres en stærk beslutningsstruktur, hvor hospitalsledelsen, kommunale sundhedschefer og praktiserende læger mødes fast for at sætte retning, træffe beslutninger og fjerne barrierer. De skal ikke styre hinandens sektorer, men lede de fælles forløb og opgaver. Vi kan kalde det et sundhedsfællesskab eller en sundhedsklynge – navnet er faktisk ikke så vigtigt, så længe det handler om at sætte borgeren i centrum. Der skal naturligvis være politisk opbakning til denne udvikling på alle niveauer, men det er det faglige samarbejde og rammerne omkring det, der er nøglen til, at vi kommer i gang med at føre en plan for sammenhæng, nærhed og kvalitet ud i livet.
Vi er klar til dialog
Der er allerede taget skridt i den rigtige retning, som vi gerne vil kvittere for: Øget kapacitet til at uddanne praktiserende læger, midler til flere sygeplejersker og penge til at løse nogle af de akutte problemer i psykiatrien og meldinger om en kommende plan for psykiatrien. Der er taget initiativer til at mindske frafaldet på sundhedsuddannelserne og give medarbejderne på hospitalerne bedre mulighed for at gå på fuld tid. Og de igangværende forhandlinger om en ny overenskomst for de praktiserende læger skal gerne ende med at understøtte udviklingen af en endnu mere central rolle for de praktiserende læger i fremtiden.
Kære regering – vi er klar til de næste skridt i dialog med jer og sundhedsvæsenets aktører: Dels en plan for udvikling af vores sundhedsvæsen de næste ti år, dels konkrete forslag til, hvordan vi går i gang med det, der ligger lige for. Lad os starte med det, som vil give konkrete forbedringer for borgerne på kort sigt, og lad os så bruge den nødvendige tid på dialogen om en plan, der sætter retning og rammer for de kommende ti år.
Vi håber, at I tager godt imod vores bidrag og ser frem til den videre dialog.
Læs mere: