Gå til indhold

Multisygdom

Nye anbefalinger fra Danske Regioner: Vi skal forbedre behandling og forebyggelse af multisygdom

Der er behov for at forbedre indsatsen hele vejen rundt, når vi skal forebygge og behandle multisygdom. Vi har både brug for en folkesundhedslov, og at sundhedsvæsenet sætter turbo på at udvikle løsninger, der møder mennesker med flere kroniske sygdomme og deres forskellige behov. Det er nu – og i de kommende år frem – at de nødvendige skridt skal tages.

Debatindlæg af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Bragt i Sundhedsmonitor den 25. september 2020.

I regionerne offentliggør vi nu en række anbefalinger for en forbedret indsats for multisygdom. Anbefalingerne bliver ikke mindre aktuelle af, at mennesker med flere kroniske sygdomme er i forhøjet risiko for at få et alvorligt covid-19-sygdomsforløb. I den givne situation er de dobbelt udsat.

I en forbedret indsats for mennesker med multisygdom står det centralt, at sundhedsvæsenets indsats er både helhedsorienteret og differentieret, at der sker en hurtig udredning, og at behandlingen kommer tættere på borgeren. Men det handler også om, at alle, der har et medansvar for folkesundheden, samarbejder om at forebygge multisygdom. En samlet slagkraftig indsats med begge perspektiver i spil kan bidrage til at mindske uligheden og forebygge udviklingen af multisygdom.

Sundhedsstyrelsens forebyggelseschef har på disse spalter netop slået fast, at personer med en kort uddannelse er mere syge, mærker større konsekvenser af deres sygdom og dør tidligere end personer med en videregående uddannelse. Denne systematiske og urimelige sociale ulighed gælder i høj grad mennesker med multisygdom. Heldigvis dokumenterer Sundhedsstyrelsen også, at brede forebyggelsesindsatser og målrettede indsatser fra sundhedsvæsenet kan være en vej til mere lighed i sundhed.

Fokus på forskellige multisygdomsgrupper og deres behov

Fire ud af ti danskere lever med multisygdom. Og i de kommende år vil det tal stige. Men i stedet for at fortabe os i omfanget, så foreslår vi i regionerne at fokusere indsatsen og stille skarpt på udvalgte målgrupper. Der er nemlig rigtig stor forskel på, hvordan multisygdom påvirker den enkeltes livskvalitet, og hvor kompleks og behandlingskrævende kombinationen af sygdomme er. Det handler om, at sundhedsvæsenet skal være gearet til at møde behovene hos forskellige grupper af mennesker med multisygdom.

Vi har en særlig forpligtelse til at have fokus på de mennesker, som er hårdest ramt. En kvart million mennesker har det, man kan kalde kompleks multisygdom. Det svarer til befolkningerne i Vejle og Esbjerg tilsammen. Det er mennesker, der typisk lider af psykiske lidelser som depression og angst ifølge med hjertekarsygdom, KOL, diabetes og muskelskeletlidelser. Og det gælder både ældre og yngre mennesker.

Mennesker med kompleks multisygdom har behov for en helhedsorienteret indsats på tværs af både somatiske og psykiske sygdomme. I år er det første fusionshus åbnet mellem psykiatri og somatik. Og regionerne styrker deres opsøgende indsats, så fysiske sygdomme ikke overses hos mennesker med psykiske lidelser.

En anden målgruppe er ældre med flere kroniske sygdomme, der tager meget medicin. I de kommende år vil denne gruppe vokse, og mange af dem vil have en dårlig egen mestring. Her spiller den praktiserende læge en nøglerolle med nær understøttelse af den enkelte. Og der skal være adgang til de rette undersøgelser på hospitalet samt tæt opfølgning i kommunen. Regionerne udbreder netop nu brobyggersygeplejersker, der skal være en ekstra støtte i overgange på tværs af sundhedsvæsenet, hvor sygdomsforløb og de mange kontakter kan virke uoverskuelige.

Regionernes sammedagsløsninger er et eksempel på en løsning, som kommer en bredere gruppe af mennesker med multisygdom til gavn, og som kan være med til at forebygge komplekse tilstande. Patienterne møder op til undersøgelse ét sted på hospitalet, hvor det er muligt at blive tilset af de nødvendige speciallæger på samme dag. På den måde anlægges der et helhedsorienteret blik på patienten. Vi skal have mere fart på udbredelsen af den type løsninger. Og så skal vi være opmærksomme på, hvem der har behov for en mere håndholdt indsats, og som fx ikke kan overskue flere undersøgelser på én dag.

En fælles, ambitiøs forebyggelsesindsats

Forebyggelse er den allervigtigste nøgle til at undgå, at så mange mennesker udvikler multisygdom og til at skabe mere lighed i sundhed. I lyset af den nyeste viden om risikoen for udvikling af multisygdom, bliver forebyggelse kun mere relevant. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at overvægt har stærk sammenhæng til alle former for multisygdom. Og svær overvægt giver over tre gange større risiko for at udvikle kompleks multisygdom.

I regionerne foreslår vi, at der på Christiansborg vedtages en folkesundhedslov. En folkesundhedslov skal være en politisk ramme og løftestang til at bruge de rette virkemidler til at skabe sundhed for alle. Det vil betyde, at vores sundhed og trivsel tænkes med, når vi udvikler politikker for fx fødevarer, transport, natur- og byplanlægning, kultur, arbejdsmarked, miljø, daginstitutions- og skoleområdet og socialområdet.

I regionerne vil vi forbedre indsatsen for mennesker med multisygdom. Men vi har brug for Folketingets opbakning og prioritering for at tage de nødvendige skridt mod en samlet slagkraftig indsats.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Relaterede nyheder

Læs mere