Løsningen er ikke helt så enkel, men som et lys i mørket har vores håndtering af corona-epidemien faktisk vist vejen. Det fælles mål har nemlig skabt klar retning på tværs af hele sundhedsvæsenet, og sammen med de friere økonomiske rammer har det betydet, at alle i høj grad har været enige, hvordan opgaverne skulle organiseres, hvem der havde ansvaret og hvilke værktøjer, der skulle tages i brug.

Samtidig har krisen på rekordtid skabt et langt tættere samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis. Den daglige kontakt mellem fagpersoner på tværs af sektorerne har betydet, at man hurtigt har kunne omsætte beslutninger til resultater, og at der også er givet mere rum til medarbejdernes faglighed.

Endelig har opgøret med kulturelle barrierer og silotænkning medvirket til at accelerere en række positive tendenser i sundhedsvæsenet, som ganske vist allerede eksisterede, men nu har vundet langt større indpas. Der er for eksempel taget store skridt i udviklingen af de digitale tilbud, og videokonsultationer har virkelig vist deres værd som en alternativ vej til tilgængelighed og nærhed – endda helt ud i patientens eget hjem. Det momentum skal vi fastholde.

Stærke sundhedssamarbejder, nære tilbud og national kvalitetsplan

Det er med andre ord afgørende, at vi ikke kun indarbejder corona-erfaringerne i den daglige drift af sundhedsvæsenet, men at vi også tager dem med ind i den kommende sundhedsaftale.

Aftalen skal sikre et sundhedsvæsen, hvor der er fokus på den fælles retning og opgave, hvor der er plads og tillid til beslutninger fra fagpersoner, og hvor der – hvis det er relevant – er en fælles økonomi, så lokale slagsmål om regningen ikke bliver stopklods for de gode løsninger.

Vi mener derfor, at de faglige fællesskaber, der i dag omkranser de 21 akuthospitaler, skal styrkes. Her skal hospitalsledelse, kommunale sundhedschefer og praktiserende læger have mandat og frirum til at sætte en retning, træffe beslutninger og fjerne barrierer for de patienter, der har et forløb på tværs af sektorerne.

Samtidig er det en forudsætning for det faglige samarbejde, er der på tværs af regioner og kommuner sættes klare politiske mål for den værdi og sammenhæng, der skal skabes for patienten. Såvel det tætte faglige samarbejde som den politiske dialog er derfor også en vigtig del af de 12 fælles pejlemærker for fremtidens sundhedsvæsen, vi lancerede sammen med KL i efteråret.

Derudover skal fastholde den kulturforandring, vi har set under krisen, så hospitalerne også fremover rækker ud til både kommuner og almen praksis for i fællesskab at samarbejde om at sikre den bedst mulige behandling ude i den primære sektor. Det er en klar forudsætning, hvis flere opgaver skal flyttes tættere på danskerne.

Vi skal også sikre mere nærhed ved at fortsætte det digitale momentum fra corona-krisen og i større grad bruge videokonsultationer til at nå patienterne helt ude i deres egen stue. For hvis man kan slippe for turen på hospitalet, men kan i stedet gå til konsultationer eller kontroller i eget hjem, er vi godt på vej til at gøre sundhedsvæsenet endnu mere tilgængeligt for patienter over hele landet.

Endelig er det afgørende, at sundhedsvæsenet får en national kvalitetsplan, som stiller krav til ensartet kvalitet i den kommunale indsats. Planen skal også definere, hvordan regionerne skal samarbejde med kommunerne i fælles indsatser omkring eksempelvis dialyse, IV-behandling og hjerterehabilitering.

2021 bliver uden tvivl endnu et år i coronaens tegn. Men mit håb er, at vi udnytter alle de gode erfaringer med at håndtere epidemien til at lande en stærk, bred og langtidsholdbar sundhedsaftale. Bolden er hos jer, regering og folketing: Lad os gøre 2021 til året, hvor vi fremtidssikrede sundhedsvæsenet.