Af Anders Kühnau, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg. Debatindlæg bragt i A4 Overenskomst d. 22. februar 2022. 

Jeg svarer et klart og tydeligt ”ja” på spørgsmålet, om den danske model fungerer. Bør der ske justeringer? Ikke af modellen, men måske i måden, vi anvender den på. Det kommer jeg tilbage til.

Hvad mener jeg, når jeg siger, modellen fungerer?

Når vi taler om den danske model og dens udfordringer, forbinder vi det i høj grad med forhandling af løn og arbejdsvilkår, når parterne med nogle års mellemrum mødes ved overenskomstbordet. Overenskomstforhandlingerne er også en stor del af den danske model, men jeg synes, det er vigtigt, at vi indledningsvist husker på, at den danske model favner bredere.

Her tænker jeg særligt på trepartssamarbejdet, hvor arbejdsmarkedets parter er med til at tage ansvar og finde løsninger i samarbejde med regeringen. Under COVID-19pandemien blev det tydeligt, at trepartssamarbejdet fungerer, og at den danske model for alvor viste sit værd, da parterne kunne finde effektive løsninger på alvorlige udfordringer i en svær og ukendt situation.

Et andet eksempel på, hvad den danske model har bibragt, er skabelse af arbejdsmarkedspensioner. Et solidt og væsentligt element på vores arbejdsmarked. Det er helt unikt, at vi i Danmark har sikret et godt forsørgelsesgrundlag for medarbejdere på pension på samfundsansvarlig vis.

Modellen fungerer ved overenskomstbordet – også på det offentlige område

På det regionale område har vi som parter et fælles ansvar for, at overenskomsterne understøtter et godt og effektivt sundhedsvæsen og socialområde, der leverer behandling og pleje af høj kvalitet.

Jeg synes, vi gennem årene har set, at parterne sammen kan blive enige om meningsfulde aftaler, der understøtter et stærkt og attraktivt offentligt arbejdsmarked, og samtidig løser de udfordringer, der opstår, når virkelighedens rammer udvikler og ændrer sig. Og vi ser, at den danske model hver dag fungerer på de lokale arbejdspladser.

Parterne har skabt en solid ramme for det lokale samarbejde ude på de regionale arbejdspladser, hvor der er et stærkt samarbejde mellem ledelser og medarbejdere bl.a. igennem et veletableret samarbejdssystem. Det er også en del af den danske model. Men vi må anerkende, at der har været udfordringer ved de senere overenskomstforhandlinger, som betyder, at det er reelt at stille spørgsmålet, om der er behov for justeringer.

Jeg mener ikke, at der er behov for justeringer af den danske model bredt set, men der skal måske ske justeringer af den måde, vi anvender modellen på i selve overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Spørgsmålet er, om vi har lagt for mange begrænsninger ind for os selv. Begrænsninger der gør det sværere at nå de gode forhandlede resultater, der er nødvendige for at udvikle sundhedsvæsenet.

Resultater i fællesskab

Et centralt element i den danske model er netop, at parterne i fællesskab forhandler sig frem til et resultat. Ja, begge parter har hvert sit konfliktvåben, men det er forhandlingen af resultatet, der i min optik er hjørnestenen og helt afgørende. Vi bør stille os selv spørgsmålet, om den måde, vi anvender modellen på, i tilstrækkelig grad understøtter, at parterne kan opnå det forhandlede resultat, eller om der er elementer i anvendelsen af modellen, der kunne justeres på det offentlige område.

Måske kan vi lade os inspirere af det private område, hvor der er stærkere incitamenter for en forhandlet løsning på de enkelte områder pga. afstemningsreglerne. Det samlede flertal bestemmer kort sagt ved afstemning, om det samlede forlig skal accepteres. Altså er der et meget stærkt incitament for, at man ved de enkelte organisationers borde finder de bedste løsninger for faggruppernes udfordringer, da alternativet typisk vil være, at man bliver trukket med i et samlet ’ja’. Det giver forhandlerne på begge sider af bordet et stærkt incitament for at nå en forhandlet løsning.

Måske skal vi på det offentlige område se på, hvordan vi på tilsvarende vis kan styrke incitamentet for at nå et fælles forhandlet resultat.

Det leder mig til den afsluttende bemærkning, at hvis vi skal ændre den måde, vi anvender modellen på, så skal det ske i samarbejde og forhandling mellem parterne – ikke med indblanding fra lovgiver, hverken dansk eller international. Vi har et enormt stærkt partssamarbejde i Danmark, der er kendetegnet ved respekt for hinanden og ved en fælles ansvarstagen for at finde fælles gode forhandlede løsninger. Det skal vi være stolte af, og det skal vi værne om.