Til trods for, at sundhedsvæsenet er presset efter corona-pandemien, så er tilfredsheden i top blandt patienter med fysiske lidelser. Det viser den nye Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, LUP Somatik 2022.
Værdibaseret Sundhed
Regionerne ønsker et sundhedsvæsen, der har fokus på, at give patienten den størst mulige værdi af sin behandling. Derfor vil regionerne i højere grad se på effekten af sundhedsvæsenets indsats
Hvad får patienterne ud af mødet med sundhedsvæsenet?
Hvad får patienterne ud af mødet med sundhedsvæsenet? Det ved vi ikke nok om i dag. Vi har store mængder af data, som fortæller om ventetider, antallet af behandlinger, overholdelse af gældende retningslinjer og meget mere. Men vi ved ikke nok om, hvad patienterne i sidste ende får ud af mødet med sundhedsvæsenet. Oplever patienten eksempelvis færre smerter efter genoptræningen af knæet? Og føler den enkelte sig mindre begrænset af sin diabetessygdom, som følge af indsatsen på sygehuset og i kommunen? Vi skal med andre ord vide mere om den effekt, som sundhedsvæsenets indsats har på patientens sundhedstilstand. Og bruge den viden til at løfte kvaliteten. På den måde kan vi også få et mere effektivt sundhedsvæsen, fordi vi bedre kan rette ressourcerne mod de indsatser, som vi ved skaber mest værdi for patienterne.
Vi skal spørge patienterne
Forskellige sundhedsydelser men fælles mål
Det er ikke nok at fokusere på sygehusene, fordi det resultat, patienten får, ofte vil opstå som et sammenspil mellem aktører. Egen læge er ofte indblandet i det tidlige forløb, og mange patienter modtager pleje og genoptræning i kommunen efter udskrivelsen fra sygehuset. Selvom kommuner, hospitaler og praksissektoren leverer forskellige sundhedsydelser, skal de alle i sidste ende bidrage til et godt slutresultat for patienten. Regionerne ønsker, at man på tværs af sektorer i højere grad får fælles mål, som kan bidrage til en mere koordineret indsats, hvor fokus er på værdi for patienten.
At rette fokus mod værdi for patienten og samarbejde med andre sektorer skal også understøttes af de styringsmæssige rammer for sundhedsvæsenet. De skal give mere rum til samarbejde og lokal ledelse. Der er behov for en styring med mindre fokus på antallet af behandlinger og kontroller sygehuset laver, og mere plads til fokus på den værdi der skabes for patient og samfund.