Gå til indhold

Enighed med YL og FAS om ny overenskomst

Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er nået til enighed med Yngre Læger og overlægerne (FAS) om en ny treårig overenskomst, der gør det muligt at organisere vagtarbejdet på en ny måde til glæde for patienterne

I dag underskriver Danske Regioner og Yngre Læger en ny overenskomst, der gælder de næste tre år. Overenskomsten sikrer, at det i fremtiden vil blive lettere, at organisere arbejdet på tværs af afdelinger, så lægerne kan være til stede der, hvor behovet er.

OK-15
- Vi har ønsket, at de yngre læger kan inddrages i vagtarbejde på tværs af afdelinger på samme måde som de indgår i arbejdet på egen afdeling. Den øgede fleksibilitet kommer patienterne til gode, understreger regionernes forhandlingsleder, Anders Kühnau.

Parterne er desuden blevet enige om at se på belastningerne i vagterne, og skabt mulighed for, at se på alternativer til meget belastede vagter for at sikre et godt arbejdsmiljø for de yngre læger. Derudover er parterne sammen med Yngre Læger og FAS blevet enige om at se på stillingsstrukturen for speciallæger. Der er behov for en ny stillingsstruktur, der i højere grad understøtter udviklingen på sygehusene, sikrer kvaliteten i patientbehandling og en optimal kapacitetsudnyttelse.

Danske Regioner  er også nået til enighed med overlægerne (FAS) om en ny treårig overenskomst, der betyder, at overlægerne nu kan gå i tjeneste frem til kl. 21 lørdag og søndag.

- Vores fokus har været på patienterne. Vi kan se, at mange patienter kommer ind i vores akutmodtagelser sent på dagen og om aftenen, - også i weekenderne. Derfor har det været vigtigt for os at få aftaler, der sikrer ekstra speciallægetilstedeværelse på disse tidspunkter, siger Anders Kühnau.

Læs mere
Aftaletekst for overenskomst med YL: Forhandlingsprotokol vedrørende fornyelse af overenskomst og aftale pr. 1. april 2015 inden for Yngre Lægers forhandlingsområde (pdf)
Aftaletekst for overenskomst med FAS: Forhandlingsprotokol vedrørende fornyelse af overenskomster/aftaler pr. 1. april 2015 inden for Foreningen Af Speciallægers forhandlingsområde (pdf)