En storstilet turné lakker mod enden. Innovationsminister Sophie Løhde har siden i sommer besøgt de fem regioner og (næsten) alle kommuner. Målet har været ved selvsyn at se, hvor og hvorfor det nogle gange kniber med at skabe sammenhæng i den offentlige sektor; i sundhedsvæsenet, for de ældre, på socialområdet og så videre.
Vi er glade for ministerens initiativ. Det er en helt rigtig prioritet at komme ud af Finansministeriets ministerkontorer for at indsamle viden og inspiration fra den virkelighed, som borgere og ansatte befinder sig i til daglig.
Vi har store forventninger til det sammenhængsudspil, som regeringen efter planen lancerer i løbet af foråret, og vi glæder os til at se, hvordan innovationsministeren omsætter turné-erfaringerne til konkrete forslag. Som regionspolitikere har vi i det daglige tæt føling med sundhedsvæsenet, og hvad der optager patienter og sundhedspersonale. Derfor bør ministeren læse med her, for særligt tre ting er vigtige at få med i ministerens udspil.
1. Vi skal opdatere loven om sundhedsdata
Sundhedsdata er de mange oplysninger, som praktiserende læger og hospitalslæger indsamler om patienter til bedre behandlinger og forskning. Den eksisterende lovgivning spænder ofte ben for godt samarbejde mellem region og kommuner.
For eksempel:
Akutteamet i Esbjerg består af sygeplejersker, som hjælper borgerne i eget hjem, og er et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Sydvestjysk Sygehus i Region Syddanmark. Ofte er borgerne ældre, som har mange hospitalsbesøg, og sygeplejerskerne har behov for oplysninger om den ældre fra både kommune og region.
Det betyder, at sygeplejerskerne – på grund af den gældende lovgivning – skal ansættes i både kommunen og regionen for at få adgang til de samme oplysninger om borgeren. Og derfor skal hver sygeplejerske i praksis slæbe to bærbare computere med ud i borgerens hjem; én til det kommunale journalsystem, én til det regionale journalsystem. Sygeplejersken skal orientere sig og registrere i begge systemer. Det er mildest talt usmart.
2. Vi skal kunne dele ansvaret mellem regioner og kommuner
For nuværende gælder princippet, at der altid skal kunne placeres et myndighedsansvar ét sted. Det er et godt og sundt princip, som vi bakker op om, men det er alt for rigidt, når kommuner og regioner laver løsninger i fællesskab.
For eksempel:
I Silkeborg har man i Psykiatriens Hus samlet regional og kommunal psykiatri i ét hus, hvor hver myndighed råder over seks senge, men hvor reglerne forhindrer det regionale og kommunale personale i at hjælpes om borgerne. Så hvis en kommunalt indlagt borger pludselig får akut behov for behandling, må det regionale personale ikke træde til. For borgeren skal først ”visiteres” over til regionen. På den måde blokerer reglerne for den hurtigste og bedste hjælp. Det er mildest talt usmart. Vi har behov for en model, hvor region og kommune kan deles om myndighedsansvaret.
3. Vi skal kunne betale fra samme pengekasse
Når regioner og kommuner i dag løser sundhedsopgaver i fællesskab, dikterer reglerne, at enhver udgift skal placeres i enten regions- eller kommunekassen. Det svarer groft sagt til, at hr. Jensen skal betale for mælk, mens fru Jensen skal betale for ris, når ægteparret køber ind til risengrød. Det er mildest talt usmart.
Problemet opstår især omkring sundhedshuse, hvor regionale og kommunale sundhedsmedarbejdere i fællesskab sørger for god hjælp til borgerne. I de tilfælde må det være sådan, at borgeren kommer før bogføringen.
Grundlaget for bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet er bestemt til stede. Indretningen af den offentlige sektor er et godt grundlag at bygge videre på. Nu skal innovationsministeren omsætte sine turné-erfaringer til rammer, hvor regioner og kommuner kan sørge for bedre sammenhæng. Væk med de rigide statslige regler, der fører til hundeslagsmål mellem regioner og kommuner. Sammen kan vi gøre det bedre for borgere og patienter. I regionerne er vi klar til et tættere samarbejde med kommunerne.
