I en tid, hvor vi alle så vidt muligt skal blive hjemme, er der ny hjælp på vej til dig, som har brug for at få vurderet en smerte, få gode råd om træning eller hjælp til egenomsorg fra en fysioterapeut, kiropraktor eller fodterapeut. Snart kan du ’besøge’ din behandler nemt og smittefrit på video.
Danske Regioner: Smerter går ikke på pause
Videoløsningen på sundhed.dk er etableret på få dage, så patienter kan få hjælp under corona-epidemien uden at udsætte sig selv eller andre for smitterisiko. Samtidigt giver det behandlerne bedre muligheder for fortsat at drive deres virksomhed under epidemien, idet regionerne betaler samme andel, som hvis det var en fysisk konsultation.
Anders Kühnau, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, siger:
- Ingen smerter, sygdomme eller lidelser bliver sat på pause under corona-epidemien. I regionerne gør vi alt for at skabe nye forbindelser mellem patienterne og hele praksissektoren i den særlige situation, vi står i. Derfor er jeg megastolt over videoaftalerne, som vi har arbejdet hårdt på at få hurtigt på plads. Jeg tror, det vil få rigtig stor betydning for patienterne og deres behandlingsforløb nemt at kunne mødes på skærmen med deres behandler under epidemien.
Danske Regioner vil bruge de digitale erfaringer også efter epidemien til at indrette sundhedsvæsenet bedst muligt for patienterne.