På tværs af faggrupper, hospitaler og regioner har vi stået skulder ved skulder i kampen mod covid-19 og sammen gjort os klar til, at pandemien kunne ramme os lige så hårdt, som vi så det i andre lande. Det har betydet, at ressourcerne hele tiden blev flyttet derhen, hvor der har været mest brug for dem, og vi har løst de løbende udfordringer med faglighed, omstillingsparathed og gensidig tillid.

Den holdånd er også gået igen i samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenets sektorer. I regioner og kommuner har vi for eksempel hurtigt fundet fælles fodslag om indkøb og fordeling af værnemidler, etablering af pladser til corona-patienter, tildeling af behandlingsansvar og meget andet.

Det samme kan siges om samarbejdet med erhvervslivet. Engagementet fra danske virksomheder har været overvældende, og sammen har vi blandt andet på rekordtid stablet en omfattende indenlandsk produktion af værnemidler og testudstyr på benene.

Større forsyningssikkerhed alfa omega

Trods alt det positive er der dog ingen tvivl om, at det samlede sundhedsvæsen fremover skal have et stærkere beredskab i forbindelse med krisesituationer.

Det er for eksempel ingen hemmelighed, at vi indledningsvist ikke havde store nok lagre af værnemidler og andet kritisk udstyr. Det har været med til at skabe utryghed hos både patienter og medarbejdere, og den situation skal vi gøre alt for at undgå i fremtiden.

Derfor skal større forsyningssikkerhed være et nøgleord i fremtidens epidemiberedskab og til en vis grad erstatte det hidtidige fokus på hurtig omsætning og just in time-tankegangen. Uanset om det gælder værnemidler, respiratorer, reagenser, testudstyr eller alt det andet, vi har brug for.

Større forsyningssikkerhed indebærer dog meget mere end en fyldt kælder. Dels koster det rigtig mange penge at indkøbe nok værnemidler til at kunne dække en pandemi. Forbruget af værnemidler har eksempelvis under krisen været mange gange højere end normalt, og hvis vi skal bruge midler på at købe mængder i den størrelse ind på forhånd, er vi nødt til at bruge penge, som ellers var gået til behandlingen af patienterne.

Dels skal vi sikre, at vores lagerbeholdning ikke overhales af nye produkter, der giver mere kvalitet for patienterne og er mere komfortable at bruge for medarbejderne, samtidig med at vi løbende opretholder et tilstrækkeligt lager. For eksempel har nogle værnemidler en holdbarhedsdato, og det betyder, at de skal kasseres, hvis de har blot få år på bagen.

Derfor mener vi også, at forsyningssikkerhed bør tænkes bredere end lagerbeholdning. For eksempel bør det stærke samarbejde med erhvervslivet om indenlandsk produktion spille en central rolle. Hvis vi hurtigt kan aktivere en massiv dansk produktion af værnemidler og testudstyr under en pandemi, vil vi i langt højere grad kunne mindske afhængigheden af det globale marked, hvor de gængse spilleregler – som under Corona-krisen – kan være sat ud af kraft.

Erfaringer bør indgå i sundhedsaftale

Kampen mod covid-19 har givet os ny værdifuld læring om, hvordan vi styrker epidemiberedskabet. Men vi kan også bruge kriseerfaringerne i den daglige drift i sundhedsvæsenet. Det gælder ikke mindst i forbindelse med den kommende sundhedsaftale.

Corona-krisen har nemlig understreget, at det ikke kræver store omorganiseringer at indfri ambitionerne om et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen. I stedet skal vi bygge videre på det stærke faglige fællesskab, som gang på gang under pandemien har leveret gode løsninger, der har krævet samarbejde på tværs af sektorer.

Krisen har vist, at vi politisk skal skabe gode rammer og sætte klare fælles mål regionalt og nationalt. Men de konkrete løsninger skal overlades til det lokale samarbejde mellem fagfolkene i regioner, kommuner og almen praksis.

Lykkes vi med det, vil vi både styrke sundhedsvæsenet generelt og stå langt stærkere næste gang, epidemien rammer.