Af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Indlægget er bragt i Berlingske Tidende den 14. januar 2021.
I Berlingskes leder mandag læste jeg, at regionerne er notorisk kendte for at lide af ”privatfobi”. Men at vi skulle sky det offentlige-private samarbejde, er simpelthen ikke korrekt. Påstanden er ubegrundet både under normale omstændigheder – hvad end det for eksempel gælder indkøb, medicin, eller overenskomster med fx private tandlæger-, men bestemt også under COVID-19.
For COVID-19 er en ”fælles kamp”, som direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, sagde det i forbindelse med en aftale med os i regionerne i sidste måned. En aftale, hvor vi bygger videre på det samarbejde, der har været med privathospitalerne under Corona-krisen. Først med hjælp til at afvikle ventelister fra foråret, og nu med assistance til udredning og behandling, fordi COVID-19 presser sygehusene.
Idéer blev til aftaler
Heldigvis har Berlingske ret i, at innovative virksomheder tidligt meldte sig på banen. Mange idéer blev til konkrete aftaler, som da Region Hovedstaden i marts udviklede en Corona-chatbot i samarbejde med bl.a. Microsoft. Eller da vi i april indgik aftale med Bryggeriforeningen om tusindvis af liter håndsprit.
Det gode samarbejde fortsatte ind i efteråret og vinteren. Hjælp fra LEGO skaffede plastikbakker til laboratorierne, og en aftale med Eurofins sikrede ekstra analysekapacitet. Og da regeringen gav grønt lys til, at hurtigtest kunne bruges som supplement til PCR-test, indgik vi straks aftaler med de fire virksomheder, der i dag tester danskerne med hurtigtest. I regionerne har vi en lang tradition for det offentlig-private-samarbejde - fordi det er til gavn for borgere og patienter. De erfaringer har vi trukket på under Corona-krisen - og det vil vi fortsat gøre.