Det seneste år har været frygteligt og lærerigt på samme tid. Men også i dette tilfælde er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. For krisen har forpligtet os til at øge samarbejdet og gøre aktiv brug af de erfaringer, vi har gjort os. Det skriver Stephanie Lose i et debatindlæg.
Af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Bragt i Altinget den 11. marts 2021.
Her et år efter Danmarks første nedlukning kan vi alle drage erfaringer fra krisen. På godt og på ondt. Det gælder ikke mindst i sundhedsvæsenet, hvor vi fra den ene dag til den anden skulle omstille hospitalsdriften til kriseberedskab, anskaffe enorme mængder værnemidler og testudstyr samt skalere testkapaciteten på rekordtid. Alt imens den normale aktivitet med behandling og udredning af alvorligt syge patienter fortsatte.
De sidste par måneder har den store opgave været vaccineudrulningen og den enorme planlægnings- og kommunikationsopgave, som har fulgt med. Her er vi stadig ikke i mål. Og vi har fortsat mange erfaringer at gøre os i regionerne, kommunerne og staten.
De mange erfaringer skal vi tage med videre i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Men vi skal ikke lave hele sundhedsvæsnet om på baggrund af en historisk pandemi. Fremtidens sundhedsvæsen skal derimod bygge på det, der i en almindelig hverdag skaber reel værdi for patienterne: høj kvalitet, sammenhængende forløb og flere nære sundhedstilbud. Men omvendt har vi lært, at vi skal være bedre forberedt på hurtigt at kunne omstille til en krisesituation.
Hvad skal vi kunne håndtere?
Det danske sundhedsvæsen er igennem en årrække blevet mere specialiseret og centraliseret. Det har skabt flotte behandlingsresultater og nedsat dødeligheden markant for en række store sygdomsgrupper som kræft og hjertesygdom. Men udviklingen har også betydet, at flere patienter i dag skal behandles ambulant eller uden for hospitalet og at antallet af sengepladser derfor løbende er blevet reduceret. Desuden fremgår det som en forudsætning for regionernes kvalitetsfondsbyggerier fra 2008, at antallet af sengepladser på hospitalerne skal reduceres markant og at den ambulante aktivitet skal øges.
I regionerne er vi åbne overfor at genbesøge tallene og gøre status for antallet af sengepladser - også i lyset af den demografiske udvikling og det ændrede behandlingsbehov på hospitalerne. Men det skal gøres på et sagligt grundlag og ikke på baggrund af behovet under en pandemi.
Forandring af hospitalernes rolle
Sundhedsvæsenets udvikling har skabt et behov for flere nære og tilgængelige sundhedstilbud. Noget regionerne allerede er godt i gang med at udvikle i samarbejde med kommuner, praktiserende læger og praktiserende speciallæger. Der er flyttet opgaver fra hospitaler til praktiserende læger, der samarbejdes med kommunerne om at gøre overgangene smidige for patienterne, og digitale løsninger såsom ny behandlingsteknologi og virtuelle konsultationer har skabt nye muligheder. Muligheder der for alvor har vundet indpas hos borgerne under corona-krisen.
Nære sundhedstilbud sikrer derfor allerede i dag, at flere borgere kan blive behandlet tættere på deres hjem – og nogle gange i deres hjem. Det gælder fx IV-behandling, som ofte kan foregå i patientens hjem i et samarbejde mellem hospitalets læger og den kommunale hjemmesygepleje. Og behandlingen af de fleste borgere, der lider af diabetes og KOL, varetages i dag af den praktiserende læge i tæt kontakt med speciallægen på hospitalet.
Samtidig har flere regioner indført mulighed for, at ældre, medicinske patienter og patienter med akut psykisk sygdom, der behandles i primærsektoren, hurtigere kan blive tilset af en specialist på hospitalet, uden det kræver en akut indlæggelse. Det er et initiativ, vi er i gang med at udbrede til hele landet.
Hospitalernes rolle er derfor inde i en positiv forandring mod mere udadvendte og rådgivende funktioner i det såkaldte nære sundhedsvæsen. Den udvikling ønsker vi at fortsætte. Samtidig har vores erfaringer fra det seneste år for alvor vist værdien af et tættere samarbejde på tværs af sektorer.
Frygteligt og lærerigt
Meget tyder på, at vi skal vænne os til at leve i corona-krisens skygge en rum tid endnu. Patienter, der er smittet med COVID-19, ses stadig på hospitalerne i hele landet, mange døjer med senfølger efter deres corona-sygdom og der knokles alle steder for at få hjulpet de patienter, der har fået udskudt deres aftaler under krisen.
Det seneste år har været frygteligt og lærerigt på samme tid. Men også i dette tilfælde er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. For krisen har forpligtet os til at øge samarbejdet og gøre aktiv brug af de erfaringer, vi har gjort os.
Når det politiske arbejde med en sundhedsaftale for alvor går i gang og vi sammen skal fremtidssikre det danske sundhedsvæsen, er det dog vigtigt, at vi ikke lader et fokus på krisestyring være bestemmende for hvilke løsninger, vi tager i brug i en normal hverdag. Der er bestemt masser af gode erfaringer fra pandemien, vi kan tage med os. Men sundhedskriser, som den vi har været ramt af i et år nu, skal forberedes med endnu bedre beredskabsplaner - ikke ved at krisestyre, når vi er i normal drift. Det ser vi frem til sammen med regeringen at sikre de nødvendige ressourcer til