Gå til indhold

Corona-virus / Covid-19

Trods økonomisk løft og corona konsekvenser: Psykologer har set færre offentlige tilskudspatienter i 2020

Mange danskere har været hårdt mentalt ramt af corona-nedlukningen. Alligevel viser nye tal, at danske psykologer – trods et tocifret millionløft – har set færre offentlige tilskuds-patienter i 2020 end i 2019. ”Jeg synes, det er fair, at vi nu beder de psykologer, der ser allerfærrest offentlige patienter, om at behandle lidt flere”, siger Anders Kühnau.

Det er ingen hemmelighed, at corona-krisen og nedlukningen af samfundet har haft store konsekvenser for danskernes sundhedstilstand. Det gælder ikke mindst vores mentale helbred.

Alligevel viser nye tal, at de danske psykologer i løbet af det seneste år har set færre af patienter henvist med offentligt tilskud. I 2019 havde psykologerne 77.715 offentlige tilskudspatienter. I 2020 var det tal faldet en smule til 77.571. Samtidig er ventetiden for patienter med angst og depression steget med 1,3 uger.<

Udviklingen er sket på trods af, at psykologernes økonomiske ramme i samme periode er blevet hævet fra 264,2 til 290,1 millioner kroner. Det bekymrer formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg, Anders Kühnau:

- Corona-lukningen har for mange danskere været en usikker, utryg og isoleret tid, der har taget hårdt på det mentale helbred. For nogle har det udviklet sig til depression eller angst, og så er det afgørende, at man hurtigt og let kan få behandling hos en psykolog, siger han og fortsætter:

- Derfor ærgrer det mig, at psykologerne ikke har behandlet flere offentlige patienter, selvom de har fået økonomien til det. For det er en forudsætning, hvis vi skal nedbringe ventetiderne og sikre, at danskere med mentale helbredsproblemer kan komme bedst muligt igennem corona-krisen – også selvom man ikke lige har råd til at gå til en privat psykolog.

Minimumsgrænse for omsætning skal hæves

På den baggrund foreslår Danske Regioner nu to konkrete tiltag: For det første skal minimumsgrænsen for psykologernes omsætning hæves fra 150.000 til 175.000 kroner, så psykologer under den offentlige overenskomst bliver forpligtet til at se lidt flere offentlige tilskudspatienter om året.

For det andet lever mellem 75-105 klinikker aktuelt ikke op til den eksisterende minimumsgrænse. Danske Regioner vil kraftigt indskærpe over for disse psykologer, at de skal leve op til overenskomstaftalen.

Gennemføres de to tiltag, viser beregninger fra Danske Regioner, at psykologerne årligt vil kunne se mellem ca. 830-1.400 ekstra patienter. Og det vil betyde et målbart fald i ventetiderne, fortæller Anders Kühnau:

- Hvis vi skal sikre kortere ventetid for patienterne, kræver det handling. Jeg synes egentlig, det er fair, at vi nu beder de psykologer, der ser færrest offentlige patienter, om at behandle lidt flere. Og selvom det ikke batter nær så meget, er vi selvfølgelig også klar til at se på den øvre omsætningsgrænse, hvis vi samtidig får hævet bunden, siger han og afslutter:

- Vores udgangspunkt er dog, at vores ydernumre skal gå til psykologer, der gerne vil hjælpe offentlige tilskudspatienter. Det er helt okay og helt frivilligt, hvis man som psykolog i stedet udelukkende ønsker at behandle private klienter. Men er man under vores overenskomst, så skal fokus altså være på de offentlige patienter – og man skal sørme overholde den minimumsgrænse, vi har aftalt. 

Psykologer, der behandler patienter med offentligt tilskud, er tilsluttet en overenskomst indgået mellem regionerne og Dansk Psykologforening (DP). Overenskomsten regulerer rammerne for psykologhjælp med offentligt tilskud – herunder blandt andet minimumsgrænsen for omsætning.

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Relaterede nyheder

Læs mere