Gå til indhold

Coronavirus/Covid-19

Regionerne og erhvervslivet sikrer værnemidler til sundhedsvæsenet

Regionerne og erhvervslivet har på få uger sammen igangsat en omfattende dansk produktion af visirer, håndsprit og kitler. Det sikrer nu en stabil forsyning af værnemidler til den danske sundhedssektor og giver samtidig virksomhedernes omsætning et tiltrængt løft.

Coronakrisen rammer bredt i det danske samfund: Danske virksomheder er hårdt ramt på bundlinjen, og i sundhedsvæsenet har håndteringen af covid-19 skabt et hidtil uset behov for værnemidler. Men et tæt samarbejde mellem regionerne, en række virksomheder og Dansk Industri (DI) betyder, at en alvorlig situation er vendt til en succeshistorie.

Lige nu er 12 danske virksomheder nemlig godt i gang med at producere visirer, håndsprit og kitler til sundhedsvæsenet og plejesektoren, og endnu flere har meldt sig på banen. Det vækker glæde hos formand i Danske Regioner, Stephanie Lose.

- I regionerne arbejder vi dag og nat på at skaffe værnemidler til medarbejderne i sundhedsvæsenet. Og jeg er stolt over, at vi i regioner og erhvervsliv lynhurtigt har kunne finde fælles fodslag og samarbejde om at finde løsninger midt i en krisetid, siger hun og fortsætter:

- Med samarbejdet kan vi få leveret værnemidler med højere kvalitet, mindre klimaaftryk og en mere stabil forsyningssikkerhed, end når vi køber ind på et presset verdensmarked. Samtidig kan produktionen understøtte danske virksomheder, som har set deres omsætning falder under krisen. Det er ren win-win.

Hele samfundet vinder på det gode samarbejde

To af de virksomheder, der har omlagt deres produktion, er midtjyske Nybo Workwear og Spectre. Før producerede man blandt andet kokketøj og outdoor-beklædning, men på opfordring fra regionerne og Dansk Industri producerer de nu i stedet 80.000 engangskitler om ugen.

En sådan national produktion kommer hele samfundet til gode, fortæller direktør i Dansk Industri, Lars Frelle-Petersen:

- Produktion af værnemidler til de offentlig ansatte er et flot eksempel på, hvad offentlig-privat samarbejde kan, når det er bedst. Gennem et flot samarbejde mellem stat, regioner, kommuner og erhvervsliv får Danmark en stabil produktion af værnemidler, der kan supplere indkøbene fra et ustabilt verdensmarked, siger han og afslutter:

- Med de nuværende verdensmarkedspriser sparer det offentlige penge på en dansk produktion, sikrer kvalitet og stabil produktion og bevarer endda arbejdspladser og skatteindtægter til dansk velfærd. At vi har formået at etablere en sikker værnemiddelproduktion i danske virksomheder, har desuden den fordel, at vi er bedre rustet til lignende krisesituationer i fremtiden.

Værnemidler produceret af danske virksomheder indgår i den nationale lagerbeholdning og fordeles mellem hospitaler, kommunale sundhedsinstitutioner som plejehjem, praktiserende læger mv. Det er Region Hovedstaden, der på vegne af regionerne koordinerer den nationale produktion af værnemidler.

Læs mere

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Hvis du vil vide mere

Om coronavirus/Covid-19

Find mere information fra danske myndigheder om coronavirus/covid-19 på:

www.coronasmitte.dk.

Læs mere

Relaterede nyheder