Af Heino Knudsen (S), formand for Udvalget for Miljø og Ressourcer i Danske Regioner. Bragt i Altinget den 6. januar 2021.
En kælder fyldt med vand, et oversvømmelsestruet sommerhusområde tæt ved kysten og en forretning med et oversvømmet vandløb som nabo. Klimaforandringerne viser oftere sit barske ansigt med storme og ekstreme mængder regn, der skaber usikkerhed for 75.000 ejendomme i nærheden af vandløb og kyster.
Disse udfordringer stiller krav om langvarige løsninger, og i regionerne mener vi, at det er afgørende, at vi snart sætter ind med en helhedsorienteret, sammenhængende plan for, hvordan vi beskytter vores kyster og vådområder.
Derfor glæder vi os over, at arbejdet med en omfattende national klimatilpasningsplan nu er skudt i gang.
Der skal bedre styr på vandet
Kort sagt mener vi, at klog regional planlægning er et af de vigtigste redskaber i klima- og miljøpolitikken.
Det gælder ikke mindst i håndteringen af vores vand. Danmark ligger lavt og har med sine 7.300 km kyst mere kyststrækning pr. indbygger end de fleste andre lande. Når regnmængderne stiger, får vi brug for arealer med plads til vandet. Det gælder både ved kysterne og i vådområder. Samtidig skal vi beskytte grundvandet. Havvand, vandløb og grundvand hænger uløseligt sammen, og derfor bliver vi nødt til at tænke vandkredsløbet ind i sammenhængende vandoplande. Når vi håndterer vandet som ét samlet kredsløb, er der bedre mulighed for, at vi kan holde styr på det – samtidig med, at vi beskytter grundvandet og skaber mulighed for mere fri natur. Det skal vi planlægge. Og vi skal selvfølgelig også have en plan for, hvor der kan bygges, og hvor der ikke kan bygges i fremtiden, hvis vi vil beskytte flest mulige borgere mod oversvømmelser. Det kunne fx ske gennem såkaldte ”bufferzoner”, hvor der ikke må bygges langs særligt udsatte kyster.
Et andet område, hvor mere og bedre planlægning vil have stor effekt, er i forhold til jordfordeling. Der ligger et stort potentiale i at reducere CO2-udledningen ved at omlægge lavtliggende landbrugsjord til naturlige vådområder. Det drejer sig om de såkaldte organiske jorder, som tidligere var vådområder, men nu er drænet og anvendt til landbrugsformål. Når man dræner dem for at dyrke fx fødevarer, kommer der ilt til jordlagene, og denne proces udleder CO2. Men hvis man i stedet tager disse jorder ud af drift og lader vandet flyde frit og åen bugte sig igen, kan vi fremme biodiversiteten, forbedre vandmiljøet og reducere CO2-udledningen i Danmark på samme tid.
Udnyttet til mindste hjørne
Eksemplerne viser, at vi på landsplan har brug for langsigtede planer for, hvordan vi fremover vil prioritere og anvende vores arealer. Det indebærer også en diskussion af, hvilket klimascenarie vi vil sikre os i forhold til, og hvor lang tid vi vil se fremad.
Det er ikke let, for vi bor i et land, der er udnyttet og planlagt ned til mindste hjørne. Ja faktisk, er der pt. lagt planer for hele 140 pct. af Danmarks areal. Samtidig kræver naturbaserede løsninger ofte mere plads end ”hårde” løsninger som eksempelvis diger.
Der er med andre ord mange forhold og hensyn, som skal tænkes sammen. Det gør fremtidens valg og prioriteringer af Danmarks arealer svære. Men i regionerne bidrager vi gerne til at finde de langtidsholdbare løsninger og lægge en sammenhængende plan for, hvordan vi sikrer vores huse, kyster og marker mod oversvømmelser.
