Gå til indhold

OECD

OECD om multisyge: Danmark har størst forskel på rig og fattig

I en ny sammenligning fra OECD har Danmark den største forskel på rige og fattiges sundhedstilstand blandt 17 vesteuropæiske lande. ”Tallene viser, at det er vigtigt, at vi netop har valgt at sætte ekstra fokus på at opnå mere lighed i sundhed”, siger næstformand for Danske Regioner, Ulla Astman.

Den netop offentliggjorte opgørelse fra OECD viser, at knap to ud af fem af de fattigste danskere lider af to eller flere kroniske lidelser som fx astma, hjertelidelser, depression eller ryg- og nakkeproblemer. Dermed betragtes de som multisyge.

Halvt så mange rige er multisyge 

Blandt den femtedel, der har størst indtægt, er andelen kun halvt så stor: Her oplyser færre end hver femte, at de er multisyge. Dermed er forskellen på rige og fattiges sundhedstilstand større i Danmark end i de andre vesteuropæiske lande, viser tallene.

- En kedelig rekord, og derfor opfordrer vi nu Folketinget til at tænke sundhed ind i al relevant lovgivning. Det bør ske med en ny folkesundhedslov. Samtidig har vi netop været med til at skabe en ny Sundhedsalliance, hvor Danske Regioner og andre sundhedsaktører vil samarbejde aktivt for at skabe mere lighed i sundhed, siger Ulla Astman, der er næstformand i Danske Regioner. 

Højere pris på tobak og alkohol 

Samtidig peger Ulla Astman på, at forebyggende tiltag som højere priser på tobak og en skærpet kurs overfor unges køb af alkohol er en del af løsningen, hvis vi vil bryde mønsteret.
Generelt er antallet af multisyge danskere med to eller flere kroniske lidelser dog ikke skelsættende, idet en del lande har relativt flere kronikere end her i landet, mens det netop er forskellen på indkomstgruppernes sundhedstilstand, der er størst i Danmark. I vores nabolande, Norge, Sverige og Tyskland, er forskellen på rig og fattig i forhold til kroniske sygdomme over halvt så stor.

 

Læs mere: