Gå til indhold

Alle regionale arbejdspladser skal være røgfri i 2020

Næsten 140.000 medarbejdere. Så mange er indbefattet af Danske Regioners stop for rygning, som skal gælde for alle regionale arbejdspladser i 2020. "Et vigtigt skridt for sundheden", siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.

Flere regioner er allerede i gang. Nu vil regionerne sikre, at det kommer til at gælde for alle de regionale arbejdspladser i hele landet: I 2020 er det slut for regionale medarbejdere at tænde en smøg på arbejdspladsen, uanset om det er på et hospital, i psykiatrien, regionshuse eller botilbud – og det gælder både indendørs og udendørs.

- Som offentlig arbejdsgiver for over 100.000 ansatte, vil vi gerne gå forrest og være med til at sikre danskerne et sundt og langt liv. Derfor vil alle fem regioner være røgfri arbejdspladser i 2020. Det er et vigtigt skridt for sundheden, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.

13.600 danskere dør hvert år af røg

Regionerne handler på en trist baggrund: Hvert år dør 13.600 danskere af røg, og hver dag starter 40 unge danskere med at ryge. Rygning er den enkeltstående risikofaktor, som koster flest liv og medfører mest sygdom.

- Regionernes initiativ forebygger, at man starter med at ryge og gør det nemmere at stoppe. For når kollegerne ikke ryger i pauserne, slipper man for fristelsen, siger Ulla Astman.

Røgfri ungdomsuddannelser

Røgfri regionale arbejdspladser skal ikke stå alene. Regionerne vil gå i dialog med kommuner og ungdomsuddannelser om at gøre ungdomsuddannelser røgfri. Der er allerede gode erfaringer i Region Syddanmark, som kan bruges i de andre regioner. Danske Regioner er en del af Røgfri Fremtid, hvor målet er en røgfri generation i 2030.

Fakta: Flere regioner har allerede taget initiativer for at blive røgfri

Regionerne vil gå forrest i indsatsen mod rygning. Hospitalerne spørger systematisk ind til alkohol og rygning og henviser til kommunale tilbud, og fra 2020 vil regionerne være røgfri arbejdspladser, dvs. hospitaler, regionshuse, botilbud og for alle medarbejdere, og det gælder inde som ude.

I dag tæller regionalt personale i alt 137.320 mennesker.

De enkelte regioner indfører røgfri arbejdsplads i samarbejde med personalet.

Flere regioner har allerede politiker om røgfri matrikler eller røgfri arbejdstid. Fx er arbejdspladser og matrikler røgfri for ansatte i Region Nordjylland. Region Sjælland har røgfri arbejdspladser, og det er ikke tilladt at ryge i arbejdstiden, og Region Midtjylland har røgfri arbejdspladser, så der hverken må ryges i regionens lokaler, udendørsarealer eller i regionens køretøjer. Det gælder også elektroniske cigaretter.

Viser at alle regionerne er røgfrie
Kontakt

Hvis du vil vide mere

Helene Skude Jensen, seniorkonsulent
Center for Sundhed og Sociale indsatser
T: 3529 8275
M: 3029 1474
E: hsj@regioner.dk

Anne Mette Ehlers, presserådgiver
Kommunikation
M: 9116 7399
E: ame@regioner.dk

Læs mere

Relaterede nyheder