Debatindlæg af Stephanie Lose og Ulla Astman, hhv. formand og næstformand i Danske Regioner. Bragt i Politiken 21. august 2019.

Når vi i dag sætter os overfor hinanden og tager hul på økonomiforhandlingerne, vil det stå klart, hvor vigtigt det danske sundhedsvæsen i virkeligheden er for den nye regering.

Vi går i dag til forhandlingerne med et krav om 2 milliarder kroner ekstra i frie midler til 2020. Det gør vi, fordi dyr medicin, nye behandlinger, flere ældre og kronisk syge og et behov for at styrke psykiatrien, presser det danske sundhedsvæsen. Presset står ikke blot foran os men har været her i en årrække, samtidig med at lave vækstrater har sat sundhedsvæsenet under pres. Siden 2009 er:

- Antallet af patienter i somatikken steget med 13 procent
- Antallet af patienter i psykiatrien er steget med 40 procent
- Det sundhedsfaglige personale, såsom læger og sygeplejersker, er steget med 3,5 procent
- Udgifterne til sygehusmedicin er steget med 67 procent

I samme periode er budgettet steget med en procent om året, hvilket ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen betyder, at sundhedsvæsenet dermed har været underfinansieret, idet behovet reelt har været det dobbelte.

I valgkampen blev der skabt en forventning om, at en socialdemokratisk regering vil levere mærkbare forbedringer i sundhedsvæsenet til gavn for både patienter og personale. Ikke mindst medarbejdere og patientorganisationer har en forventning om, at der bliver mere tid til den enkelte patient. Og det vil vi i Danske Regioner gerne kunne tilbyde. Men det kræver væsentlige investeringer.

Samtidig har Socialdemokratiet slået fast, at det er vigtigst at få dækket demografien. Alene demografipresset på det regionale sundhedsområde kræver tilførsel af 1,1 milliarder kroner næste år.

Der er behov for, at finansieringen følger den demografiske udvikling i sundhedsvæsenet. Men på sundhedsområdet kan det ikke lade sig gøre kun at afsætte penge til det demografiske pres. Udgiftsbehovet i sundhedsvæsnet skyldes i lige så høj grad de nye, dyrere teknologier, stigende medicinudgifter og danskernes forventninger til sundhedsvæsenet.

Så før vi i regionerne når til at kunne ansætte mere personale, som kan tage hånd om de flere ældre og patienter med kroniske sygdomme, er der en række andre regninger, vi er nødt til at betale. Her adskiller sygehusdriften sig meget markant fra driften på de fleste andre velfærdsområder – fx vuggestuer eller plejehjem.

I regionerne kan vi ikke bare fravælge ny medicin og nye behandlinger til fordel for mere personale. Hvis udgifterne skal følge med behovet, og personalet ikke skal løbe endnu stærkere, skal der afsættes flere penge end det, man isoleret set vurderer, at det koster, når vi bliver flere ældre og flere med kronisk sygdom i befolkningen.

Når vi siger 2 milliarder nu, så er det fordi, vi efter flere år med lave vækstrater nu er nødt til at komme op i nogle vækstrater, der rent faktisk kan dække behovet for at kunne ansætte flere medarbejdere, dække udgifterne til stigende medicinudgifter, tilbyde nye behandlinger og investere i ny teknologi.

Så kære regering; Hvis I virkelig mener, at personalet og patienterne skal have bedre vilkår, og hvis sundhedsområdet virkelig er kronjuvelen i samfundet, som sundhedsministeren formulerede det tidligere på sommeren, så er det nu I skal grave i jeres lommer efter penge og virkelig vise viljen til at investere i vores fælles sundhedsvæsen.