Det samlede sundhedsvæsen skal løftes, hvis det skal kunne følge med
Medarbejderne i regionerne knokler for at følge med. Det lykkes langt hen ad vejen at give patienterne en behandling i verdensklasse. Men det er klart, at når der år for år bliver stadigt flere patienter og mere arbejde at udføre, så skal der følge ressourcer med, skriver Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.
Debatindlæg af Stephanie Lose, formand, Danske Regioner. Bragt i Dagens Medicin 7. august 2019.
Prognosen er kendt: Sundhedsvæsenet er presset af nye behandlingsformer, dyr medicin, flere ældre og flere mennesker med kronisk sygdom.
Før sommerferien stod politikerne undervejs i valgkampen i kø for at komme med deres bud på velfærdsløfter. Særligt det demografiske træk skal dækkes, lød løfterne fra flere partier. Det er vi også meget optagede af i regionerne. Den post løber op på 1,1 milliarder kroner om året for regionerne alene. Men det vil kun være et plaster på såret for et presset sundhedsvæsen.
Men faktisk er det ikke nok blot at finde pengene til det demografiske træk. Ligesom vi kender det med huslejen hjemme hos os selv, som vi betaler som det første hver måned, så har vi i regionerne en medicinregning, der altid skal betales. Og da vi samtidig til stadighed tager nye og bedre behandlinger i brug, så skal der også sættes penge af til det, hvis vi vil holde fast I den tilgang til nye ting, der kan hjælpe patienterne. De 1,1 milliarder kroner rækker altså ikke.
Siden 2010 er hospitalernes økonomi løftet med cirka 1 procent om året. Det er kun halvt så meget som i de forudgående 10 år, hvor væksten i gennemsnit var dobbelt så høj, og langt fra nok.
Den lavere vækst er dog ikke udtryk for et mindre presset sundhedsvæsen. Tværtimod. I den periode er der kommet flere ældre og borgere med behandlingskrævende kroniske sygdomme – den såkaldte demografiske udfordring. Fra 2009 til 2018 er der sket en stigning i antallet af kontakter på offentlige sygehuse på 5,3 millioner. Det svarer til en stigning på 39 procent.
Samtidig har Folketinget i stigende grad øremærket store dele af sundhedsressourcerne til nye indsatser. Når medicinudgifterne samtidig stiger, er der ikke mange ekstra penge tilbage til mere personale. Og personalet har vi altså hårdt brug for.
Det gælder både på hospitalerne og i almen praksis. Der skal uddannes flere praktiserende læger, og vi skal ansætte flere sygeplejersker.
En fortsat høj kvalitet i det mange kalder velfærdssamfundets kronjuvel kræver investeringer og ikke blot, at vi dækker det demografiske træk. Vi og en lang række sundhedsøkonomer og organisationer vurderer, at der er brug for mindst 2 milliarder kroner. Det løft skal sikre en fortsat god og stærk udvikling af det regionale sundhedsvæsen.
Men hvis presset på hospitalerne skal aftage, så vi kan nå målet om, at det kun er den mest specialiserede behandling, der foregår dér, så kræver det samtidig stærke kommuner og en stærk almen praksis. For det koster på begge sider at bygge de broer, der skal sikre gode overgange for patienterne, når de er færdigbehandlede på hospitalerne og skal viderebehandles hos deres egen læge eller modtage kommunal hjælp i eget hjem.
Derfor bakker vi også op om en kvalitetsplan i kommunerne - og en finansiering, der gør det muligt for kommunerne at løse deres opgaver. Vi vil gerne udbygge samarbejdet med dem og de praktiserende læger i sundhedsklyngerne, så vi kan styrke og udbygge det nære sundhedsvæsen i fællesskab – til gavn for patienterne.
Det glæder vi os til at få en dialog med den nye regering om. Regionerne er klar.