Jordforurening bliver svært, hvis det ikke er nært
Regionerne har ansvaret for indsatsen over for jordforurening. Det er en teknisk kompliceret opgave, som løses bedst så tæt som muligt på de berørte borgere og vandværker, skriver formand for Danske Regioners udvalg for miljø og ressourcer, Heino Knudsen.
Af Heino Knudsen, formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer. Bragt i Altinget den 20. februar 2019.
Regeringen vil med sit forslag til sundhedsreform flytte jordforureningsopgaven væk fra de fem regioner og over til staten. Væk fra de tusindvis af borgere, der bor på forurenede grunde, væk fra de vandværker, der har så hårdt brug for rent grundvand og væk fra de lokalt forankrede politiske beslutninger. Vi hører af og til, at armslængde kan være godt i miljøpolitikken, men armene kan også blive for lange.
Regionerne tager arbejdet med at beskytte vores grundvand og borgernes sundhed alvorligt. Det betyder, at vi politikere hvert år tager stilling til, hvor det er vigtigst at kortlægge forurening, hvilke forureninger der skal undersøges nærmere, og hvor der er mest behov for en indsats for at sikre rent grundvand og sunde boliger.
Vi kender i dag mere end 36.000 grunde, der enten er forurenede eller muligt forurenede. De er spredt ud over hele landet. Alene i Region Sjælland har vi 5.500 grunde, alle med vidt forskellige behov for indsatser. Derfor er der også hårdt brug for lokalt kendskab, når arbejdet med forureningerne skal prioriteres. Det arbejde står politikere i alle fem regioner på mål for, og med regionernes dygtige fagfolk gør vi en stor indsats for at få mest muligt miljø for pengene.
I Region Sjælland har vi investeret i et tæt samarbejde med kommuner, vandværker og landbrugets organisationer. Tilsammen giver det ekspertise og lokalkendskab. Det er partnerskaber, der sikrer, at regionen effektivt kan opspore kilder til forurening i vandværksboringer og sætte ind med en indsats til sikring af rent drikkevand. Til gavn for borgerne.
Vi har samtidig fokus på helt konkrete hensyn, da vi eksempelvis har områder med knaphed på godt grundvand og områder med ringe mulighed for erstatning. Det samarbejde, indgående kendskab og muligheder for regionale løsninger er helt afgørende, og jeg kan nemt sig for mig, hvordan det hurtigt går fløjten i regeringens forslag om et centralt prioriteringsråd. Et råd, der ikke er optaget af særlige lokale hensyn eller har specifik viden om de nære forhold.
Hvad så med økonomien, kan der spares ved at centralisere og lægge alle regionernes miljøopgaver ind til Miljøstyrelsen? Regeringen har i sit udspil til sundhedsreformen uden nærmere anvisning udset sig en effektivisering på 50 millioner kroner om året. De tørre tal viser, at regionerne i 2017 tilsammen brugte 434 mio. kr. på jordforurening, så regeringen går efter en besparelse på mere end 10 procent.
Beregningerne er dog ikke lagt åbent frem, så vi har ingen mulighed for at vurdere, om nogen har opdaget et hidtil ukendt guldæg. Det mest sandsynlige er nok desværre, at der er tale om ønsketænkning, og vi frygter, at besparelserne reelt vil ramme indsatsen. Altså dårligere bekæmpelse af jordforurening og dårligere sikring af vores drikkevand.
De 50 millioner vil regeringen i stedet bruge på de ni kendte generationsforureninger. Det lyder måske godt, men pengene rækker ikke. Regionerne vurderer, at der er brug for helt andre beløb i størrelsesordenen to til fire milliarder.
På et samråd om jordforurening i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg 24. oktober 2018 var der enighed bordet rundt om, at regionerne løser opgaven godt. Det synes jeg, regeringen skulle stå ved.
