Økonomi
Af Heino Knudsen og Bo Libergren, formand og næstformand for RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn). Indlægget blev bragt i Sundhedsmonitor den 20. oktober 2023.
Økonomisk prioritering i sundhedsvæsnet er en grundlæggende præmis for at få mest mulig sundhed for pengene. Men prioriteringer er ofte vanskelige, og på det seneste har der været en række debatindlæg om den økonomiske ramme for de almen praktiserende læger. Blandt andet appellerer Mads Koch Hansen, ledelseskonsulent og tidligere lægelig direktør og formand for Lægeforeningen, og Anders Beich, praktiserende læge og tidligere formand i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM),
til en ophævelse af den økonomiske ramme. De mener, den øgede aktivitet i almen praksis bidrager til at aflaste sygehusene og sikre, behandlingen foregår, hvor den er billigst.
Vi er enige i, at praksissektoren også fremadrettet skal spille en vigtig og central rolle i sundhedsvæsen, men det bør ske indenfor de økonomiske rammer, der er aftalt mellem parterne. Ellers vil det være PLO, der kommer til at prioritere midlerne i det samlede sundhedsvæsen.
I regionerne har vi prioriteret over en mia. kr. ekstra alene til almen praksis siden 2018.Dertil kommer, at regionerne også prioriterer særlige indsatser regionalt med PLO og selvfølgelig helt særlige COVID-aftaler i en periode. PLO er blevet givet en helt central rolle i udviklingen af sundhedsvæsenet i Danmark. En central rolle, som vi har været enige om, men som også giver et medfølgende ansvar. Det er et ansvar for, at man overholder den økonomiske aftale og de politiske mål, der bliver indgået via overenskomsterne.
(Indlæg fortsætter under foto)
Spar patienterne tid og frigør økonomi
Den økonomiske ramme spiller en særlig rolle, fordi vi i modsætning til sygehusene har overladt organiseringen og driften af den enkelte klinik til private praktiserende læger. De har friheden til at ansætte personale og sammensætte deres dag, så de kan prioritere indsatsen, hvor den giver mest faglig mening. Honoreringen er – modsat andre private leverandører – indrettet meget fleksibelt, så den følger med, når der er kontakt til patienterne, uanset om det er lægen, personalet eller medicinstuderende, der udfører arbejdet. Dermed har arbejdstilrettelæggelsen i klinikkerne stor betydning for den samlede økonomi på området. Økonomirammen er derfor et vigtigt redskab til at sikre, at vi følger de fælles prioriteringer, vi har aftalt. Rammen er ikke ensidigt fastsat. Den er aftalt med PLO.
Når vi nu kan se, at udgifterne er ved at overstige rammen, har vi selvfølgelig været i dialog med PLO om tiltag til at overholde økonomien. Vores fokus er fortsat, at vi skal levere mest værdi for patienten. Er det fx at samle nogle af patienternes problemstillinger på samme dag, så de ikke skal komme flere gange, hvis de både skal se sygeplejersken og lægen? Derved sparer vi patienternes tid og frigør økonomi til lægerne, som de fx kan bruge på at se de patienter med det største behov. Den udvikling har vi drøftet med PLO for at aftale tiltag for resten af 2023, så patienterne ikke kommer til at mærke overskridelsen af budgetrammen. Det er nemlig en langt mere farbar vej end, hvis borgerne kommer til at opleve, at nogle praktiserende læger indskrænker åbningstiden.
For de praktiserende læger er konsekvenserne af overskridelsen meget begrænset. Det drejer sig alene om en udsættelse af den stigning i honorarerne, de får på grund af den almindelige pris- og lønstigning. Der er ikke tale om, at vi sætter honorarerne ned.
Større gennemsigtighed i almen praksis
Det er en politisk beslutning, hvilke opgaver der skal løses i almen praksis. Desværre er der meget begrænset gennemsigtighed i, hvilke opgaver der i dag fylder i almen praksis, og det gør vores politiske opgave med at prioritere vanskelig. Er der f.eks. en ekstraordinært stor aktivitet i almen praksis i 2023 på grund af epidemi med streptokokker eller nye typer medicin som Wegovy og Ozempic? Muligvis, men vi har bare ikke data fra almen praksis, der gør det muligt at se, hvordan tiden og ressourcerne i almen praksis bruges – og om de bruges på en måde, der giver mest sundhed for pengene.
Vi kan konstatere, at aktiviteten i sektoren er steget årligt med tre procent siden 2017, men samtidig må vi notere, at aftaler om fx særlige indsatser målrettet sårbare borgere ikke bliver indfriet i tilstrækkelig grad på trods af penge til indsatserne i overenskomsten. Det er vi ærgerlige over, for aftalerne er et vigtigt skridt i retningen af at gøre op med ulighed i sundhed.
Vi ønsker en dialog med PLO om, hvordan vi kan bruge midlerne i sundhedsvæsnet bedst muligt på tværs af sektorer, og hvordan vi med målrettet øget aktivitet i almen praksis, kan hjælpe borgerne, før de får behov for at komme på sygehuset. Derfor kan vi som politikere, der har ansvar for et samlet sundhedsvæsen, ikke frigøre lægerne for økonomiske aftaler eller vores fælles politiske mål.