Medarbejderne i regionerne har de seneste dage udført og analyseret i gennemsnit 30.000 coronatest om dagen, og i sidste uge fik tre ud af fire testede svar på en coronatest inden for 24 timer.
Regionerne er dermed tæt på målet i den politiske genåbningsaftale om, at 80 pct. skal have svar på test inden for 24 timer.
”Vores personale knokler for at teste så mange som muligt, og i regionerne er vi klar til at løse opgaven og leve op til de mål, som Folketingets partier har sat,” siger Stephanie Lose, fmd. for Danske Regioner.
Regionerne satte i juni selv et mål for svartider på test, der lød på, at 75 procent af alle testede i sundhedssporet skulle have et svar senest 24 timer efter testen.
Samtidig har det hele tiden været afgørende for regionerne, at sundhedspersonale og akutte patienter, som skal indlægges på sygehus, får svar inden for få timer.
”Nogle patienter skal naturligvis have ekstra hurtig besked, og det har vi prioriteret højt igennem hele forløbet. Vi er klar til at gøre, hvad der skal til, for at vi kan undgå smittespredning overalt i landet,” siger Stephanie Lose.
Tallene for uge 32 viser desuden, at 95 pct. af de testede fik svar inden for 29 timer.