Flere af de følgende spørgsmål/svar er bragt på dr.dk den 16. april 2018

Er der en sammenhæng mellem anmodningerne om undtagelse af sygeplejersker fra lockout og normeringerne ude på hospitalsafdelingerne?

Det er ikke mit indtryk, at der er en 1 til 1-sammenhæng, men det kan være tilfældet, hvis nogle afdelinger er stramt bemandet. Hospitalernes personalenormeringer er selvfølgelig fastsat ud fra at give den bedst mulige behandling ud fra de økonomiske ressourcer, der er til stede. Men det er ingen hemmelighed, at hospitalspersonalet har rigtig travlt mange steder. Der er pres på, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre gode arbejdsforhold for vores ansatte.

Når en afdeling ikke kan mønstre nødberedskab af sygeplejersker, er grunden, fordi der er for få, for mange eller lige tilpas fastansatte på den givne enhed eller afdeling?

Der kan være flere forklaringer. Der kan for eksempel være mange vakante stillinger og medarbejdere på orlov, som betyder, at afdelingen lige nu bruger mange eksterne vikarer, og der kan også være mange nyuddannede på afdelingen, som ikke alene kan sørge for et nødberedskab. Og så er der jo også sygeplejersker, som ikke er medlem af en fagforening eller medlem af en af de fagforeninger, som ikke forhandler overenskomst lige nu. De personalegrupper kan ikke indgå i et nødberedskab, og derfor kan det være svært at oprette et nødberedskab.

Størstedelen anmoder om undtagelse, fordi nødberedskabet svarer til dagligt fremmøde. Hvordan kan det tolkes på anden måde, end at daglig bemanding er en minimumsbemanding?

Vi tager det som udtryk for, at patientflowet i afdelingen under en eventuel konflikt vil svare til det normale patientflow. Det betyder for os, at der på afdelingen kan blive behandlet det samme antal patienter som i situationen uden konflikt. Spørgsmålet indikerer, at et nødberedskab er skrabet, men sådan er det ikke. Et nødberedskab er en tilstrækkelig bemanding til at klare opgaverne, så ingen patienter mangler hjælp. Men som sagt: Der er travlt på hospitalerne, så vi har ikke større bemanding, end der er behov for.

Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen mener, at begrundelserne for undtagelse fra lockout vidner om et hospitalsvæsen, der ’kører på kapacitetsgrænsen’ angående antallet af sygeplejersker angår. Har han ret?

Han har ret et stykke af vejen. Det er ingen hemmelighed, at nogle afdelinger er spændt hårdt for, og det har vi regionspolitikere også sagt utroligt mange gange – blandt andet når vi forhandler de årlige økonomiske rammer i Finansministeriet. I regionerne står vi altid på mål for at skabe mere sundhed for pengene, men der er også en grænse for det muliges kunst. Nogle afdelinger kunne helt sikkert godt bruge flere sygeplejersker, ligesom psykiatrien i den grad kunne bruge flere psykiatere til de stadigt flere patienter. Vores sundhedsvæsen hjælper hvert år flere og flere patienter, og det kræver selvsagt flere ressourcer – og det skal Folketinget være med til at finde løsninger på.

Forskningsleder Dorthe Sørensen fra Forskningscenter for Sundhedsfremme og Rehabilitering i Aarhus mener, at daglig minimumsbemanding risikerer at gå ud over omsorgsbehandlingen, der er en kerne i sygeplejefaget. Er Danske Regioner enige i den betragtning?

Det er klart, at hvis man – uanset om man er sygeplejerske, skolelærer eller kontoransat – kun akkurat kan nå sine opgaver, så er der ikke overskud til at gøre de ekstra ting, som kan gøre forskellen i hverdagen. Men det er ikke min opfattelse, at der kun er minimumsbemanding ude på afdelingerne. De steder, hvor det er tilfældet, skal personalet selvfølgelig gøre opmærksom på det, og så skal hospitalsledelsen og regionen finde løsninger på det.

Tillidsrepræsentanter og kredsformænd fra DSR samt helt almindelige sygeplejersker ude fra afdelingerne fortæller, at de har meget travlt til hverdag. De mener, at anmodningerne om lockout-undtagelser er på bevis på deres oplevelser. Kan Danske Regioner genkende den sammenhæng?

Undtagelser fra lockout kan dække over flere ting. For eksempel: De faglige organisationer havde varslet strejke for blandt andre røntgen- og bedøvelseslægerne, som betød, at rigtig mange andre af de hospitalsansatte ikke ville kunne udføre deres arbejde. Når en del af røntgen- og bedøvelseslægerne så kommer til at indgå i et strejke-beredskab, vil flere af de andre ansatte alligevel godt kunne udføre deres arbejde. Og derfor kan de undtages fra lockout. Det er egentlig en helt naturlig del af den danske model.

Der hersker stor forvirring om begrundelsen ’nødberedskab svarer til dagligt fremmøde’, som ifølge Danske Regioner dækker over flere ting. Hvordan hænger det sammen?

Jeg mener ikke, vi har sagt, at netop det her dækker over flere ting. Begrundelsen betyder ganske enkelt – efter vores opfattelse – at der på en afdeling vil være stort set uændret aktivitet under en eventuel konflikt. Hvis der på grund af nødberedskabet er det samme antal medarbejdere på arbejde under en eventuel konflikt, går vi ud fra, at disse medarbejdere også kan behandle det samme antal patienter som før en eventuel konflikt. Og hvis vi får behandlet det samme antal patienter, er der ingen grund til at opretholde lockout.

Er der noget i hele dette forløb – med lokale forhandlinger om undtagelser samt fremsendelse af anmodninger til Danske Regioner – der kommer bag på Danske Regioner?

Nej, jeg er ikke som sådan blevet overrasket. Det er en stor opgave at forhandle nødberedskaber på plads, og vi har før prøvet at give undtagelser fra konflikter. Strejkerne vil potentielt ramme hårdt og bredt på hospitalerne, fordi de er konstrueret, som de er. Det har gjort opgaven med undtagelser stor

Ifølge Dansk Sygeplejeråd kan mange nødberedskaber ikke mønstres, fordi der ikke er tilstrækkeligt fastansatte sygeplejersker. Bliver der generelt anvendt for mange vikarer, timeansatte eller studerende ude på afdelingerne?

Det kan jeg ikke gøre mig til dommer over, for jeg har ikke detaljeret kendskab til bemandingen på hvert enkelt hospital og sygehus i landet. Men det er ikke mit generelle indtryk, at regionerne i vid udstrækning anvender vikarer og timelønnede. Nogle steder – især i yderområderne af landet – benytter man jo vikarer, fordi man ikke kan rekruttere til faste stillinger, selvom man gerne vil. Når der er behov for en fastansat sygeplejerske, læge, portør eller sosu-assistent, går jeg da bestemt ud fra, at det enkelte hospital gør alt, hvad det kan, for at besætte stillingen, så vi kan hjælpe patienterne bedst muligt.

Er der i Danske Regioners øjne hospitalsenheder, hvor den daglige drift kun hænger sammen ved at benytte sig af overarbejde, merarbejde, frivilligt ekstra-arbejde mv.?

Det er der helt sikkert fra tid til anden, ligesom der er på utroligt mange arbejdspladser. Der vil altid være spidsbelastningsperioder, og her skal hospitalsledelsen være rigtig dygtig til at planlægge frem i tiden. Men det må aldrig være sådan, at den normale, daglige drift kun kan lade sig gøre med overarbejde med mere. Det er hverken holdbart for patienter eller personale. Jeg mener ikke, at det generelle billede er, at regionerne i stor udstrækning benytter sig af overarbejde og frivilligt ekstra-arbejde. Jeg ved godt, at tingene kan blive sat på spidsen i forhandlingssituationer, men lad os lige huske på, at vi altså har et virkelig godt hospitals- og sundhedsvæsen i Danmark, hvor vi yder behandling af meget høj kvalitet, og hvor flere og flere overlever kræft og hjertesygdomme. Det har vi, fordi læger og sygeplejersker med flere yder en meget stærk indsats i det daglige, og fordi vi fra politisk side prioriterer sundhedsområdet.