Gå til indhold

Sundheds-it

App gør det nemt at få hjælp ved akut sygdom og skader

Over 4 mio. gange er appen MinSundhed fra sundhed.dk blevet downloadet. Med appen får man nu adgang til en ny funktion. Den gør det muligt hurtigt og nemt at ringe efter den rigtige hjælp ved akut sygdom eller skader, uanset hvor man er i landet.

Når du besøger appen næste gang, er den opdateret eller den beder dig om at opdatere, og så har du adgang til den nyeste funktion 1.9.7.

Tryghed på rejsen

Appen bruger så din GPS-position og tidspunktet på døgnet til at henvise til det rigtige telefonnummer. Hvis man bruger app-funktionen om dagen, vil appen typisk kunne bruges til at ringe direkte til egen læge eller lægeklinik, mens den i ydertimerne vil lede vej til lægevagten eller akuttelefonen, som gælder i den del af landet, man befinder sig i.

- Når man bliver syg akut eller kommer til skade, er det afgørende, at man nemt og hurtigt ved, hvordan man får kontakt, uanset hvornår man ringer, og uanset hvor man befinder sig i landet, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.  

Hun fremhæver, at man naturligvis stadig skal ringe 1-1-2 i alvorlige tilfælde.

- Men den nye funktion på MinSundhed kan give mange borgere en tryghed, uanset hvor man rejser eller befinder sig i landet, siger hun.    

Husk at opdatere appen

- Afhængigt af hvor man befinder sig i Danmark, er det forskelligt, hvem man skal ringe til, men det behøver man ikke selv tænke på, for nu gør appen arbejdet og leder vej til den rigtige hjælp. Så hvis du fx tager din gamle far med lungeproblemer med på ferie på den anden side af bæltet, så husk at downloade eller opdatere MinSundhed-appen, lyder budskabet fra Ulla Astman.

Appen MinSundhed er udviklet af sundhed.dk for Danske Regioner og er blevet downloadet i vidt omfang, bl.a. fordi den viser test-svar på corona-prøver.

Illustration med teksten: Har du brug for akuthjælp? Find nummeret i Min Sundhed app.
Kontakt

Hvis du vil vide mere

Relaterede nyheder

Læs mere